Rock møder klassisk sang i Ulse Kirke
Rocksangeren Jacob Binzer fra D.A.D og operasangeren Andrea Pellegrini giver koncert i Ulse Kirke.
Onsdag den 25. oktober klokken 19.30 møder rock klassisk sang i en eksperimenterende ny duo – uden forbillede på dansk jord.
Jacob Binzer fra D.A.D sætter tonen og danner rammen om operasangeren Andrea Pellegrinis vokal. Duoen har et dramatisk og melankolsk repertoire, med sange fra både den klassiske og rytmiske verden – Fra Vivaldi og Purcell til Cohen og Radiohead.
Med sig har de cellisten Josefine Opsahl som trods sin unge alder har stor erfaring i de genrebrydende kunstformer blandt andet som medlem af bandet We Like We der har optrådt på Roskilde festival og tillige ude i verden.
Trioen genfortolker sange fra Barokken til i dag. På tærsklen til 2017, 500-året for reformationen, søger de at finde de sange og musikstykker hvor tiden ikke høres, hvor både barokkens og romantikkens tonesprog griber ind i det moderne nu og hvor rockmusikken rækker armen tilbage mod datidens mestre. I et grænseland, hvor der kan tilføres musikken nyt ved at den spilles af rockmusikere i stedet for barokmusikere. Med klassisk sang i centrum mødes rocken med sin fortid, og vi forstår, at de gode sange på tværs af 500 år har alt til fælles.
Kom og få en helt unik musikoplevelse i Ulse kirke, på Ulsevej 11 mellem Dalby og Haslev og støt samtidig et godt lokalt formål.
Billetterne koster 100 kroner, som går til kirkens lokale julehjælp.
Billetter købes ved henvendelse til sognepræst Anne Rydahl på telefon 5639 8701 eller mobil 2481 2877.
Kommentarer