Rønnede

Røde Kors åbner vågetjeneste i Dalby og Rønnede

Arkivfoto
Arkivfoto

Rønnede/Dalby: Plejehjemmene Dalby Ældrecenter og Kongsted Plejehjem får nu Røde Kors vågetjeneste

Onsdag den 11. december underskriver Røde Kors i Dalby-Rønnede og lederen af Dalby Ældrecenter og Kongsted Plejehjem en aftale om vågetjeneste foreløbig på ovennævnte plejehjem. Måske kan ideen med tiden brede sig til private.

Det er et stort ønske, der går i opfyldelse. Mange mennesker lever – og dør – ensomt. I Røde Kors mener man, at ingen skal dø alene – medmindre man selv skulle ønske det. Alligevel dør 5000 mennesker alene hvert år Danmark.

Vågetjenestens frivillige skaber ro, nærvær og tryghed for ensomme døende og deres pårørende i livets sidste timer. Når den, der våger er til stede i rummet hos den døende, opfylder man den døendes behov for samtale, tavshed, læsning, sang eller andet, som den døende måske udtrykker ønske om.

Krav til den frivillige: Det er rigtig godt at have erfaring med omsorg for syge og døende mennesker – enten personligt eller fagligt. Man skal være moden og også lidt robust, men frem for alt interesseret i at ”være til stede”.

Interesserede er velkomne til at henvende sig til enten Mona Døssing på telefon 5639 8124 eller Ida Rasmussen på telefon 5639 8048. De står for det videre forløb.

Kommentarer