Rønnede

Rønnede-firma: Kunderne er vores sælgere

jktryk
Jens K. Pedersen er selv udlært serigraf og kan fortsat betjene et seksfarve håndbord.

Rønnede: Tekstiltrykkeriet JKTryk i Rønnede leverer vækst på 13. år uden at have en salgsorganisation.

Få hundrede meter fra Rønnede Kro ligger et lille industrikvarter, hvor blandt andre tekstiltrykkeriet JKTryk holder til.

JKTryk er et enkeltmandsejet firma startet for 13 år siden af Jens K. Pedersen. Firmaet opstod på grund af en uenighed med en tidligere partner om balancen mellem vækst og kundepleje. De to havde på tre år fået et firma til at vokse fra to til 20 ansatte, men ifølge Jens K. Pedersen havde de sat noget af fagligheden og kundeplejen over styr i processen.

Jens K. Pedersen er uddannet serigraf med en betydelig faglig stolthed og en krystalklar mening om, at man både kan drive forretning ved at levere god kvalitet og service. Han lader de andre om at slås om de laveste priser. Strategien har indtil videre vist sig at virke.

Stabil stab

De første tre år stod han selv for alt, men sidenhen er virksomheden gradvist vokset og har de seneste år svinget mellem ni og 12 ansatte. Og nok så væsentligt har flere af de ansatte været der i op mod 10 år.

– Det giver både en faglighed og en kontinuitet, som betyder utroligt meget for både kunderne og forretningen, siger Jens K. Pedersen og fortsætter:

– Vi oplever ofte, at nye kunder først spørger, om vi kan trykke på et bestemt stykke tekstil, og dernæst om det holder. Hvorfor spørger de, om det holder? Det må være, fordi de har erfaring for, at det ikke gør. Ellers ville de vel ikke spørge?

Og det er et af de væsentligste problemer ved at levere kvalitet i tekstiltryk. Det er nemlig ikke så svært at trykke randskarpe farver, det kan de fleste, men at få det til at holde i længere tid kræver erfaring og indsigt, forklarer han videre.

– Og det kan du jo ikke se, når du køber produktet, og så bliver prisen i stedet ofte det afgørende. Men er der noget, vi kan – så er det at få det til at holde! Vi kan selv blande farverne til forskellige egenskaber, og erfaring og kontinuerlige test fortæller os, hvordan forskellige tekstiler skal behandles, for at trykket holder længst muligt.

Skjorter og hættetrøjer

JKTryk er et serigrafisk trykkeri, der arbejder med transfertryk. Det vil sige, at de trykker på bærefolier eller silikonebelagt papir, der sidenhen via varmepresser overføres til tekstilerne, som hovedsagligt er beklædning.

Da Aftryk kiggede forbi, var de ved at varme varemærkenavn samt størrelse og produktegenskaber fast indvendigt i nakken på et større parti skjorter, hvor udfordringen var at holde styr på skjortestørrelser og mærker. Samtidig gjorde en anden medarbejder hættetrøjer klar til trykning med logo.

Trekvart automatisk frem for digitalt

JKTryk har netop investeret i ny teknologi, men det er ikke, som man måske kunne forvente, digitalt. Her er tale om en såkaldt trekvartautomatisk, en-farve, serigrafisk maskine fra den amerikanske leverandør M&R. Jens K. Pedersen fortæller:

– Vi har haft et fantastisk samarbejde med leverandøren, som har måttet arbejde lidt med at få plads til maskinen i længden og ikke mindst tilpasse højden til skandinavisk herrestørrelse, så vi ikke får ondt i ryggen, når maskinen skal betjenes.

Men hvorfor har I ikke investeret i digitalt udstyr?

– Til fire-farvetryk er det digitale oplagt, men jeg mener oprigtigt talt ikke, at den digitale kvalitet er helt på højde med den serigrafiske endnu. Kornit kommer tæt på med deres printer, men den trykker kun på bomuld. 80 pct. af det, vi trykker, er på polyester, og 60 pct. er en-farvet, så indtil videre er den serigrafiske metode den bedste for os. I USA er de meget mere farveglade, og hvis det også slår igennem herhjemme, må vi tage vores standpunkt op til revision. Vi hardog investeret i en Mimakiprinter med konturskæring til de helt små specialopgaver. Her giver det ikke mening at lave serigrafiske rammer.

Udover den nye trekvartautomatiske med inline-tørring og limpåføring har JKTryk to seks-farvede håndborde med en fælles tørreovn, tre varmepresser til at overføre transfertrykket til tekstilet, og så den digitale tekstilprinter fra Mimaki.

– Priskonkurrencen er benhård i tekstiltryk. Vi er et seriøst trykkeri med investeringer for mere end seks millioner kroner i udstyr. Men i dag kan du starte et serigrafisk værksted for 100.000 kroner. Du vil ikke kunne arbejde i den hastighed, vi kan, eller levere den kvalitet, vi kan, men du kan gå ind og presse prisen. Det er et vilkår, vi må leve med.

Noget af det, vi gør meget ud af, når vi starter en opgave, er at forberede den godt. Vi noterer alt ned i vores produktionssystem, som vi selv har udviklet. Alle ved så præcis, hvad der skal foregå, og hvor langt vi er i processen. Alle data er tilgængelige for alle. Så med stor faglighed og et godt overblik tror vi, at vi vinder på den lange bane, siger Jens K. Pedersen.

Stor spændvidde

JKTryk har indrettet et showroom, hvor de viser eksempler på alle de tekstiler, de har trykt på. Her står også en skjortekollektion fra et svensk tøjfirma, som deres sælger har fået lov til at stille op i showroomet. På den måde kan JKTryk vise spændvidden i udvalget og måske lede til yderligere ordrer til både trykkeriet og skjortefirmaet.

Kunderne er overvejende firmaer, sportsklubber og organisationer. Især på organisationssiden er der mange spændende projekter, som kræver påtrykt beklædning i større målestok. I samarbejde med et reklamebureau står JKTryk fx for en hjemmeside, der støtter en række velgørenhedsløb for Kræftens Bekæmpelse, og hvor man online kan bestille sit løbetøj i en række forskellige farver og med løbslogo, arrangementsdato og sted afhængigt af, hvor løbet afvikles. For hvert trøjekøb doneres der et beløb til Kræftens Bekæmpelse.

Lægger navn til stadion

JKTryk er aktiv på sponsorsiden og sponsorerer bl.a. fodboldklubben F.C. Vestsjælland. De har tidligere været personlig sponsor for den svenske håndboldlandholdsspiller Nicklas Ekberg, da han spillede i det hedengangne AG København, og som en helt særlig kuriositet er de stadionsponsor for fodboldklubben i Gørslev, som altså har et stadion, der hedder JKTryk Arena. Det er der vist ikke mange trykkerier, som kan prale af.

– Det er alle pengene værd, siger Jens K. Pedersen:

– De er meget aktive på de sociale medier, og alle synes, at det er vildt fedt, at vi har et fodboldstadion, der bærer vores navn.

I det hele taget betyder det meget for Jens K. Pedersen at gøre noget for både lokalmiljøet og branchen. Han sidder i bestyrelsen i erhvervsrådet i Faxe Kommune og har et tæt samarbejde med jobcenteret om at rekruttere folk. Virksomheden har desuden sagt ja til at ansætte en af de nye medborgere fra Syrien.

Læs også: Business Faxe hjælper syrere ind på arbejdsmarkedet

Han har desuden valgt at gå i uddannelsesrådet for serigrafuddannelsen på Københavns Tekniske Skole (KTS). I første omgang som observatør, men med henblik på at blive sensor.

– Det er vigtigt, at vi holder branchefanen højt, ellers dør vi. Og kan man gøre noget for at modvirke det, så skal man. Det er simpelthen en pligt. At det så samtidig er sjovt og en god variation til hverdagen, er jo bare fint, siger jens K. Pedersen.

Serigraf, bliv ved din rakel, kunne næsten være Jens K. Pedersens lette omskrivning af et gammel kendt motto.

I hvert fald har han ingen planer om at ændre sin forretningsmodel ved fx at tage nye produktområder ind.

– Jeg har godt set, at der er nært beslægtede vækstområder, fx tryk på interiør og soft signage, men helt ærligt, så er vi supergode til det, vi gør, og har ingen planer om at ændre ved dette. Vi skal heller ikke være mærkbart større.

Jeg tror, megen af vores succes hviler på, at vi ikke er større, end vi er nu.

Kunderne har et personligt forhold til os, og de kan komme og gå, som det passer dem. Det er også via kunderne, at vi får nye kunder. Det er dem, der kan fortælle, at servicen er god, og at trykket holder. I en større organisation vil vi miste den kontakt og blive en helt anden type virksomhed, slutter Jens K. Pedersen.

Tekst og foto af Søren Winsløw. Artiklen har været bragt i Magasinet Aftryk, der udgives af GraKom, Brancheforeningen for Kommunikation, Design og Medieproduktion.

Kommentarer