Rønnede

Rønnede Kro får to stjerner i Den Danske Spiseguide 2017

Rønnede: Rønnede Kro har taget et direkte spring ind i Den Danske Spiseguide – fra ingenting direkte til to stjerner.

Søndag den 30 oktober blev der afholdt et gallaevent hos Wassim Hallal på Restaurant Frederikshøj i Aarhus, i anledning af udgivelsen af ‘Den Danske Spiseguide 2017′, der regnes for at være den danske pendant til den franske Michelin-guide.

Her blev det blandt andet afsløret at Rønnede Kro har fået to stjerner i guiden, der udgives af en af dansk gastronomis mest garvede madanmeldere, haslevit’en Bent Christensen.

– Rønnede Kro har sat en skarpere pære i fatningen. Når vi uddeler stjerner, så går de udelukkende på maden. Det er ikke normalen, at man går fra ingen til to stjerner. Vi ser på dagsformen og den udvikling, der har været i Rønnede. Vi var ikke så begejstrede de første par gange, vi besøgte Rønnede Kro. Der gik et til halvandet års tid før den kom op i omdrejninger, siger Bent Christensen til Sjællandske.

Om Den Danske Spiseguide

Den allerførste danske Spiseguide udkom i 1978. Det er landets mest ajourførte og strengeste bedømmer af de danske restauranter. Alene at være optaget i guiden anses som en hædersplacering i restaurantverdenen.

To stjerner ’tildeles restauranter der tilbyder en sæsonsikker, udfordrende og spændende spiseoplevelse med personlig og kyndig betjening og med god vejledning men hensyn til drikkevarer’.

Kommentarer