Rønnede

Rønnede Kro har fået 5 hjerter i Politiken

Rønnede: Forfatteren Kristian Bang Foss har skrevet: ’Genial koldskål på national-romantisk kro i Rønnede’ i sin anmeldelse af Rønnede Kro i Politiken

Forfatteren Kristian Bang Foss anmelder i disse uger spisesteder fra det danske sommerland. Torsdag den 23. juni anmelder han Rønnede Kro – og resultatet var hele 5 hjerter.

Forfatteren valgte en fireretters menu med vin til, men nævner at man både kan få gourmet og børnemenu med pomfritter.

– Rønnede Kro smager som det naturskønne landskab udenfor. Serveringerne er fejlfri, og kroens koldskål slår alle andre desserter af banen, skriver Kristian Bang Foss i Politiken.

Som forret var der nye danske kartofler med løvstikke, friske ærter og glaskål.

– Den første ret var levende i munden, poppede og knitrede og var frisk i ét væk, skriver Kristian Bang Foss.

Den næste ret var stegt slethvar med asparges, hollandaise og citronverbena.

-Fisken var perfekt stegt og hollandaisesovsen var så luftig, at den nærmest var skum, skriver forfatteren i Politiken.

Frilandsgris med blomkål tilberedt på tre forskellige måder, hasselnød og sauce med sennep og ristede brødkrummer.

Genial koldskål

Desserten bestod af en dyb tallerken hvor der i den ene halvdel var rabarberkompotbund med kansende sprød mazarinkage og lidt yoghurtsorbet ovenpå, og i den anden halvdel hældte tjeneren koldskål fra en kande.

– Denne geniale ret, der er lige så tæt forbundet med solskin, som paraplyer er med regn. Koldskål, retten, hvor man uden fikumdik rører alle ingredienserne sammen i en skål og serverer rå med tvebakker eller kammerjunkere som knas. Bare navnet siger alt, her er ikke så meget pjat, du får, hvad du hører, skriver Kristian Bang Foss i Politiken.

– I dette tilfælde leverede den sprøde, smuldrede mazarinkage knasen, og alle verdens fancy creme bruleer kunne bare stille sig op på række – den her koldskål ville tage dem ud én efter én. Rabarber og sorbet var også velvalgte ting at servere på en tidlig junidag, hvor hylden blomstrede, fortsætter han.

– Og det er lige før, jeg bliver helt nationalromantisk, for både forretten og desserten på Rønnede Kro virkede som en slags essenser af det landskab, jeg tidligere var kørt igennem. En sum af minder og stemninger, afslutter Kristian Bang Foss sin anmeldelse af Rønnede Kro.

Kristian Bang Foss der er født i 1977, er uddannet fra Forfatterskolen i 2003. Han blev student fra Østre Borgerdyd Gymnasium I 1996 og har undervist i litteratur på Testrup Højskole.

Han har med en sikker blanding af virtuost ordforråd og hyper præcision skabt sig en egen stemme i dansk litteratur. Fra debuten ”Fiskens vindue” over ”Stormen i 99” til ”Døden kører Audi” har han vist en akkuratesse inden for sproglig forædling i sine ikke altid lige flatterende portrætter.

Bøgerne handler om mennesker og deres vaner og er ikke bange for at gå i detaljer med hverken kropslige udsondringer eller fluefiskeri.

  • Fiskens vindue, Gyldendal 2004 (Roman)
  • Stormen i 99, Gyldendal 2008 (Roman)
  • Døden kører Audi, Gyldendal 2012 (Roman)

Kilde: forfatterweb.dk og wikipedia.

Kommentarer