Roholte Kirke søger en ny organist
Roholte: Stillingen som organist ved Roholte Kirke er ledig fra den 1. maj 2016.
Roholte Kirkes organist gennem 25 år har valgt at gå på pension. Stillingen som organist ved Roholte Kirke, Tryggevælde Provsti, Roskilde Stift, er derfor ledig til tiltrædelse fra 1. maj 2016.
Stillingen er på 19 timer per uge. Tjenestestedet er Roholte Kirke og Sognehuset i Roholte. Sognet er et landsogn med fælles pastorat Faxe-Roholte.
Roholte Kirke er en stor landsbykirke og har et historisk Demant orgel fra 1877 med 2 manualer og 13 stemmer. Orglet er gennemrenoveret i 2005 af Olav Haugland. Roholte Kirke er lige renoveret og har en fantastisk akustik.
Der er desuden et el-klaver i kirken og et akustisk klaver i Sognehuset.
Roholte Kirke kan tilbyde:
- En aktiv menighed
- Kompetente kirkesangere
- Et stort voksenkor, som traditionelt afholder flere koncerter
- Et godt arbejdsmiljø
Roholte Kirke søger en organist, som
- er fagligt veluddannet som kirkemusiker, PO eller DOKS
- står til rådighed ved alle kirkelige handlinger
- kan og vil fastholde og videreudvikle kirkens kor, organisere koncertarrangementer i kirken og sangcaféer i Sognehuset for derigennem at bidrage til et godt menighedsliv i Roholte Sogn.
- er parat til at indgå i et inspirerende og positivt samarbejde med kirkens øvrige ansatte og menighedsråd
Interesserede kan læse om løn og ansættelsevilkår på www.organistforeningen.dk.
Ansøgningsfrist er sat til onsdag den 9. marts klokken 12.00.
Ansættelsessamtaler og prøvespil forventes i uge 11.
Yderligere oplysninger vedrørende stillingens indhold kan indhentes hos organist Bente Schultz, på telefon 5672 5286 eller hos kontaktperson og menighedsrådsformand Jørgen Fredslund, på telefon 4056 8020.
Ansøgningen med relevante bilag og CV sendes til Jørgen Fredslund, Vindbyholtvej 32, 46 40 Faxe – eller på mail: hmsjf@mail.tele.dk.
Kommentarer