Rollespil for alle på Børn & Dyr på Bregentved
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/06/rollespil-orker-trolde-boer.jpg)
Bregentved: Enhver der har lyst kan uanset alder opleve og tage del i rollespil på Børn & Dyr på Bregentved
Drabeligt ser det ud, når børn og voksne, klædt som blandt andre trolde og orker, kendt fra blandt andet Ringenes Herre, giver sig ud i drabelig kappestrid. En gang ugentlig spiller deltagerne på 4H gården i Præstø, men om kort tid er de at finde i Piberhusfolden ved Bregentved, når Børn & Dyr på Bregentved afvikles i weekenden 29. og 30. juni.
Det handler om at have nogle sjove timer i selskab med andre, der også synes rollespil er sjovt, lyder det fra nogle af deltagerne. – Vi har det sjovt og enhver vinder, som vi plejer at sige, hvis vedkommende har haft en god dag.
Det er op til den enkelte deltager, at lave og udforme sin egen karakter. Ofte handler rollespil om kampen mellem de gode og de onde, men det er helt op til deltagerne at udvikle spillet, men også de enkelte karakterer.
Mange kender universet fra Ringenes Herre eller Hobbitten og det er da også nogle af de figurer, man kan finde i rollespil, men ikke nødvendigvis. Generelt er der træk i mange af karakterne fra middelalderen, fra 1700-tallet, men også fra tiden før og efter.
Deltagerne er gerne iført kapper eller kutter og bærer masker, økser, bue og pil, sværd eller andre våben. Enkelte har anlagt sig ansigts- og kropsmaling, der gør dem ganske uigenkendelige. Men det er ganske harmløst og våbnene er sikkerhedsgodkendte. De købes i specialbutikker og er betegnede til at ”slås” med, men naturligvis uden at nogen kommer til skade.
På Børn & Dyr på Bregentved vil være opbygget en lille borg, man kan se gabestokken men også katapulten, som alle kan få lov at prøve.
Deltagerne fra Præstø 4H glæder sig til at komme ud og spille og samtidig involvere publikum. De ved aldrig på forhånd, hvor spillet tager sin begyndelse eller slutning. Alle fra otte – ti år og opefter kan være med. Børnene skal blot kunne skille fantasi fra virkelighed.
Ses vi ikke før – ses vi på Bregentved!
Billedtekster
Det er denne gruppe af ”frygtindgydende” orker, trolde, og andre figurer, man kan møde i rollespilslejren ved Børn & Dyr på Bregentved. (Foto: Henrik Sieben)
Enhver deltager udvikler sin egen rolle og karakter, men bestemmer også selv, hvordan han eller hun skal være klædt. Her en deltager fra Præstø 4H rollespil med en smuk hane på skulderen. (Foto: Henrik Sieben)
Kommentarer