Rønnede-Næstved motorvej ikke med i trafikaftalen

Rønnede: Den nye trafikaftale indeholder ikke motorvejen mellem Næstved og Rønnede
Regeringen har sammen med V, DF, LA og K i dag torsdag den 21. marts indgået en transportaftale, som afslutter de seneste måneders forhandlinger. Dagens aftale omfatter en lang række projekter over hele landet, der skal forstærke indsatsen mod trængslen og forbedre fremkommeligheden på baner og veje.
Men aftalen omfatter ikke motorvejen mellem Næstved og Rønnede. Forarbejdet var ellers på plads. Karsten Nonbo (V) bad for nylig borgmestrene i Faxe og Næstved om at udvælge to af de i alt fire løsninger. De to borgmestre pegede derefter på forslag A og B.
– Det er dybt grotesk, for der er ingen saglig begrundelse for at udskyde projektet, siger Venstres Karsten Nonbo, der er medlem af Folketingets transportudvalg, til TV2 Øst. Og han fortsætter:
– I aftalen skriver man guddødemig, at kommunerne skal spørges, men det er de allerede blevet. Alligevel er det det, projektet bliver udskudt på.
Der var ellers lagt op til at der skulle afsættes 15 millioner kroner til en VVM-undersøgelse af, hvordan en motorvej ville påvirke området. Men projektet er nu udskudt til efteråret.
Kommentarer