Faxe by

Royal Unibrew har haft en god start på 2017

Bryggeriet i Faxe har endnu engang forbedret regnskabsresultatet i første kvartal af 2017, på trods af at påsken først faldt i 2. kvartal.

Royal Unibrew, der har hovedsæde i Faxe og blandt andet ejer de danske bryggerier Albani, Faxe og Ceres har endnu engang forbedret resultatet, især på det danske marked.

Resultatet før finansielle poster var i årets første tre måneder 13 millioner kroner højere end i 2016. Det udgjorde i alt 151 millioner kroner mod 138 millioner kroner sidste år.

Det højere resultat i første kvartal skyldes både en gunstig udvikling i fordelingen af afsætningen på markeder, salgskanaler og produkter samt lavere omkostninger. Nettoomsætningen var på niveau med sidste år, selv om en væsentlig del af påskesalget i 2017 først lå i andet kvartal, hvor hele påskesalget i 2016 lå i første kvartal.

Royal Unibrew har generelt fastholdt sine markedsandele for brandede produkter. Forventningerne til 2017 fastholdes.

– Udviklingen i Q1 (første kvartal – red.) har været positiv og i overensstemmelse med vores forventninger. Der har været god fremgang i salget til især de danske forbrugere, og på tværs af koncernen fastholder vi vores kommercielle fokus på at styrke partnerskaberne med kunder og engagementet hos vores forbrugere ved løbende at lancere nye og spændende produkter, siger Jesper B. Jørgensen, CE og han fortsætter:

– I Q1 er der lanceret et antal nye craft beer produkter, blandt andet nye Kissmeyer-produkter på det danske marked. Som følge af den positive udvikling i Royal Unibrew igangsatte vi i marts 2017 vores hidtil største aktietilbagekøbsprogram på 560 mio. kr., og der stilles på dagens generalforsamling forslag om et udbytte på 440 mio. kr. svarende til 8,15 kr. pr. aktie a 2 kroner.

Det gode resultat betyder at der bliver udbetalt i alt 440 millioner kroner i udbytte til aktionærerne.

Kommentarer