Royal Unibrew overrasker positivt
Faxe: Bryggeriet Royal Unibrew aflægger et overraskende flot regnskab efter tredje kvartal og løfter forventningerne til resten af året
Hos bryggeriet Royal Unibrew i Faxe steg nettoomsætningen i årets tre første kvartaler med 14 procent, mens det fysiske salg sted med 17 procent. Væksten var som forventet højest i maltdrik-segmentet.
Bryggeriet tjente således 449 millioner kroner før finansielle poster i perioden 1. januar – 30. september, hvilket er en stigning på 49 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år. Resultatet var blandt andet positivt påvirket af rigtig godt sommervejr.
På baggrund af det opnåede resultat år til dato, forventes der nu i 2013 en nettoomsætning på 4.340-4.425 millioner kroner og et overskud på 510-550 millioner kroner.
– Den rigtig gode sommer og vores fortsatte fokus og investering i kommercielle aktiviteter har haft en positiv effekt på vores salg og markedsandele – til trods for fortsat forbrugertilbageholdenhed. Dette har i kombination med en høj effektivitet i vores supply chain bidraget til en positiv resultatudvikling, siger Henrik Brandt, CEO. Og han fortsætter:
– Væksten har været højest i maltforretningen og er en følge af vores fokus på dette område. Men også i de baltiske lande har væksten været høj, og forbrugerne har taget godt imod både vores nye øl- og læskedrikprodukter. På det danske marked fortsætter Royal Beer og Faxe Kondi mærkerne deres fremgang og bidrager væsentligt til at styrke Royal Unibrews samlede markedsposition. I Finland overtog vi Hartwall i slutningen af august, og integrationen følger de planer, som vi har lagt.
Om maltdrikkeneVitamalt er det mest internationale og største premium mærke, som primært sælges i Amerika, Europa og Afrika. Vitamalt er Royal Unibrews hovedmærke.Power Malt er udviklet med det afrikanske kontinent i tankerne og sælges primært der samt blandt afrikanske emigranter i Europa og USA.Supermalt er det største maltmærke i England og i andre lande i Europa. Mærket definerer kategorien og er klart kategori-drivende.Kilde: royalunibrew.com
Kommentarer