Faxe by

Royal Unibrew sætter fuld damp på udviklingen af specialøl

Se billedserie

Royal Unibrew bryggerikoncernen med hovedsæde i Faxe, bygger et mikrobryggeri i Odense, der forventes at åbne i foråret 2017.

Markedet for specialøl i Danmark er i vækst, og nu sætter Royal Unibrew fuld damp på kedlen, for at blive en stærkere aktør på markedet.

Bryggeriet har netop indgået et samarbejde med Anders Kissmeyer, der har sat et stort præg på specialøl-kulturen i Danmark, og samtidig planlægger Royal Unibrew at opføre et nyt mikrobryggeri i de historiske Albani bygninger i Odense. Mikrobryggeriet, hvor der udelukkende skal brygges specialøl, forventes at åbne i foråret 2017.

På de danske øl barer og i supermarkederne får specialøllene mere plads på hylderne, og kunderne har for alvor fået smag for bl.a. IPA, Ales og Saisoner med flere. Nye tal fra Royal Unibrew viser, at det samlede salg af specialøl i år er steget med syv procent sammenlignet med sidste år.

I løbet af 2015 blev der lanceret 1.298 nye specialøl i Danmark, viser tal fra Bryggeriforeningen. Royal Unibrew, der er Danmarks næststørste bryggeri, har allerede godt fat i markedet for specialøl med de to serier Schiøtz og Lottrup, som blev lanceret sidste år. Bryggeriet har oplevet en markant stigning i salget af specialøl i år, hvilket betyder, at deres samlede andel af specialøl segmentet er steget fra 6,2 procent sidste år til 9,6 procent i år (Detailhandlen). Nu styrker Royal Unibrew sin position yderligere gennem et samarbejde med Anders Kissmeyer, der er en erfaren og internationalt anerkendt brygmester.

Læs også: Royal Unibrew leverer endnu et imponerende årsregnskab

Efter mange år i branchen og en god portion inspiration fra specielt USA, var Anders Kissmeyer i 2003 med til at åbne en af Danmarks første brewpubs, Nørrebro Bryghus, der i den grad var med til at sætte fokus på specialøl. Senere har han udviklet egne øl under sit eget brand, Kissmeyer Beer, og nu skal han, som Royal Unibrews Head of Craft Beer Creation, så stå i spidsen for at skabe nye specialøl for Royal Unibrew.

– Anders Kissmeyer er en af de medvirkende årsager til, at vi har så mange gode danske specialøl. Han er af natur en igangsætter, nysgerrig og ikke mindst en rigtig dygtig brygmester, der har opnået et solidt ry i branchen. Han har været med til at udvikle en lang række øl sammen med både danske og internationale brygmestre, og han har den erfaring og kreativitet der skal til, for at bringe Royal Unibrew i en forstærket position på markedet for specialøl. Derfor er samarbejdet en naturlig del af vores strategi om et øget fokus på netop denne kategori, forklarer Lars Mejlgaard, som er ansvarlig for en ny forretningsenhed, der netop skal fokusere på udviklingen af specialøl på tværs af Royal Unibrews markeder.

Royal Unibrew og Anders Kissmeyer kender allerede hinanden fra deres samarbejde om bryggeriets to første serier af specialøl – Schiøtz og Lottrup. Nu udvider de så dette samarbejde, hvor Royal Unibrew samtidig får adgang til at bruge Kissmeyer-brandet, der er godt etableret på det internationale marked.

– Royal Unibrew har begivet sig ud på en meget interessant rejse med satsningen på specialøl. Generelt er der en stigende interesse for specialøl, og jeg forventer bestemt at denne tendens vil fortsætte. Jeg glæder mig til at kunne bidrage med mine erfaringer, og til at udvikle en masse nye typer specialøl i tæt samspil med Royal Unibrews kompetente team af brygmestre, siger Anders Kissmeyer, og slutter:

– Ikke mindst muligheden for at få mit hjertebarn, brandet Kissmeyer Beer, udbredt via en stærk og professionel organisation som Royal Unibrew, ser jeg meget frem til.

Hos Royal Unibrew glæder de sig til at komme i gang med at brygge:

– Vi kan næsten ikke vente med at sætte damp på kedlerne, og ikke mindst til at kunne sende nye spændende øl på markedet, siger Lars Mejlgaard.

Faktaboks:

  • I 2015 lancerede Royal Unibrew de to specialøl Schiøtz og Lottrup i en række forskellige smagsvarianter.

  • Fra 1. august 2015 til 31. juli 2016 er det samlede salg af specialøl steget med 7 procent sammenlignet med samme periode året før.

  • Royal Unibrews andel af det samlede marked for specialøl udgør i år 9,6 % mod 6,2 procent sidste år (Detailhandel).

Kommentarer