Erhverv

Royal Unibrew scorer på krig mellem Carlsberg og Coop

royal_flasker

Faxe: Bryggeriet Royal Unibrew i Faxe har kronede dage på grund af en verserende konflikt mellem Coop og Carlsberg

Bryggeriet Royal Unibrew i Faxe forventer en rekord stor årsomsætning på over 4 milliarder kroner. Bryggeriet har øget omsætningen betragteligt på grund af en uenighed om rabataftaler mellem Coop og Carlsberg.

Uenigheden betyder at Coop, der tæller Brugserne, Kvickly og Fakta, siden april udelukkende har haft tilbud på Royal Unibrews produkter, mens Coca Cola, Carlsberg og Tuborg kun bliver solgt til de normale butikspriser.

– Vi sælger vel omkring ni gange så mange Pepsi Colaer som Coca Colaer i øjeblikket, og det skyldes naturligvis at kunderne kigger på prisen, fortæller uddeler i SuperBrugsen Sorø, Søren Huusfeldt til dr.dk. Hans kunder spørger tit om hvorfor der ikke længere er tilbud på hverken Tuborg eller Coca Cola.

Royal Unibrew har ingen kommentarer til konflikten.

– Men det er klart, at vi får vores produkter i en bredere handel end tidligere og det er godt for vores mærker fremadrettet, siger økonomidirektør Lars Jensen fra Royal Unibrew til dr.dk.

– De store tabere er både Carlsberg og Coop og det er ikke holdbart at udelukke et bryggeri som Carlsberg fra samtlige priskampagner, vurderer redaktøren for Dansk Handelsblad, Niels H. Carstensen, der mener at situationen er uholdbar for både Coop og Carlsberg.

Kommentarer