Royal Unibrew udfordrer de små mikrobryggerier
Den 1. maj begynder Royal Unibrew at brygge mikroøl, fra Albani bryggeriets historiske bygninger i Odense.
Albani bryggeriet i Odense blev opkøbt af Royal Unibrew, der har hovedsæde i Faxe, for år tilbage. De voksede sig store på Fyn ved at opkøbe alle øens bryggerier, for derefter at lukke dem. Det skriver TV2 Fyn.
Knap så hårdt går det for sig nu, men der er ingen tvivl om at Royal Unibrews nye mikrobryggeri, vil være en udfordring for de små fynske mikrobryggerier, der er opstået som følge af forbrugernes krav om flere smagsnuancer og mere variation i de dansk øltyper. Det nye mikrobryggeri har nemlig en solid egenkapital på tre milliarder og et overskud i 2016 på knap en milliard kroner i baghånden.
Læs også: Royal Unibrew sætter fuld damp på udviklingen af specialøl
Mikrobryggeriet, der bliver indrettet i de historiske Albani bygninger i Odense, bliver 900 kvadratmeter stort og det får 12 tanke med en samlet kapacitet på op til 10.000 liter pr. tank. Og håndværkerne er i fuld gang. Der vil blive indrettet et showroom hvor man kan smage bryggeriets 25 til 30 forskellige øltyper.
Mikrobryggeri og Danske Ølentusiaster byder storebror velkommen
Indehaveren af Midtfyns Bryghus, Eddie Szweda, er glad for udfordringen fra Royal Unibrew.
– Selvfølgelig er de en konkurrent. De har flere ressourcer til marketing og logistik, men de er også med i samarbejdet med de øvrige fynske mikrobryggerier. Det bliver er en fordel for hele ølbranchen på Fyn, siger Eddie Szweda til TV2 Fyn. Han forventer, at det nye Albani bryggeri først og fremmest kommer til at konkurrere med Carlsberg og Vestfyen på specialøl-området.
– Det bliver ligesom inden for vin. Forbrugerne udvikler deres smag, og nogen gange vil man gerne have den billige vare, når man holder fest, men så kommer den dyre vin på bordet, når man skal forkæle smagsløgene. I Danmark bliver der generelt set lavet rigtigt godt øl inden for begge kategorier, siger Eddie Szweda.
Ifølge formanden for Danske Ølentusiaster i Odense, Klaus Rehkopff, kan der sagtens sælges endnu flere specialøl.
– Jo mere øl, desto bedre. Vi vil have mangfoldighed og noget overraskende. Mikrobryggerierne opstod i 1990’erne som modtræk mod det fattige udvalg af øl. Nu er de store også vågnet op, siger en begejstret Klaus Rehkopff til TV2 Fyn.
Kommentarer