Haslev

S-kandidat i dialog med borgere i Haslev

Haslev: Kandidat til Socialdemokratiets ledige post som folketingskandidat i Stevns og Faxe kommuner besøgte Haslev onsdag formiddag.

John Wennerwald Klausen er opstillet som den ene kandidat for Socialdemokratiet til den ledige post som folketingskandidat i Stevns og Faxe kommuner. Han har bygget en del af sin valgkamp op om konceptet ’dialog med borgerne’.

I uge 12 var John Wennerwald Klausen i Stevns Kommune for at høre om de lokale forhold og nu er tiden kommet til Faxe Kommune.

Læs også: Politiker i dialog med borgere i Store Heddinge

Onsdag den 23. marts om formiddagen var John Wennerwald Klausen derfor på gaden i Haslev for at få et bedre billede af, hvad der rører sig netop nu ude blandt indbyggerne i Faxe Kommune.

Fokus på Faxe og Stevns

John Wennerwald Klausen oplevede stor spørgelyst og politisk engagement fra borgerne i Haslev og siger:

– Jeg er stor tilhænger af dialog, så det er utroligt dyrebart for mig at tale med folk og høre, hvad der optager dem. I onsdags ved Kvickly i Haslev oplevede jeg, at der var mange i byen, der talte om og bekymrede sig om prioriteringer i sundhedsvæsenet og om bosætningspolitikken ’Følelsen af Faxe’. Det er områder, jeg i forvejen har fokus på, og det er vigtigt, at jeg får virkelighedens historier med i min forberedelse til valgkampen, understreger John Wennerwald Klausen.

Fru Jensen og hr. Mikkelsen

– Det er ufatteligt vigtigt, at politik ikke kun bliver udviklet af politikere på Christiansborg, for så er der risiko for, at politikken kan blive virkelighedsfjern. Derfor er det alfa-omega, at jeg taler direkte med fru Jensen fra Haslev og hr. Mikkelsen fra Store Heddinge, så mine prioriteringer får hold direkte i danskernes hverdag, fortæller John Wennerwald Klausen og afslutter:

– Det var værdifulde snakke, jeg fik i Haslev, og nu er jeg endnu bedre klædt på til den kommende valgkamp.

Den socialdemokratiske kandidat vil fortsætte frem til kampvalget den 19. april med at koncentrere en stor del af kampagnen om konceptet ’dialog med borgerne’, og hvis man er interesseret i yderligere dialog med politikeren, kan man skrive til wennerwald@hotmail.dk.

Kommentarer