Så er kommunen klar til modulvogntog

Faxe: Nu kan man snart køre med modulvogntog mellem Faxe og Rønnede
Faxe Kommune har netop færdiggjort kommunens del af de nødvendige vejanlæg, så der kan køres med 25 meter lange modulvogntog fra motorvejen ved Rønnede til for eksempel Royal Unibrew og Haribo i Faxe.
I dag fredag klokken 9:30 blev den ny ombyggede rundkørsel på Rønnedevej i Faxe, officielt indviet. Rene Tuekær, der er formand for Teknik og Miljø klippede den ”røde” snor over i overværelse af flere repræsentanter fra Faxe kommune, Royal Unibrew, Rambøll rådgivende ingeniører samt Karise Anlæg der har stået for udførelsen.
Midten af rundkørslen er af sikkerhedshensyn forsynet med et bjerg af jord.
I alt er der brugt 1,2 millioner kroner på at ombygge seks vejområder, herunder den store rundkørsel ved Faxe. Nu mangler blot en rundkørsel ved motorvejstilslutningen i Rønnede, som Vejdirektoratet står for. Den ventes færdig i efteråret 2013. Men alelrede nu kan der køres med de lange lastvogne.
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget, René Tuekær, glæder sig over de nye vejanlæg:
– Der er nu skabt bedre transportforhold til vores erhvervsliv. Til glæde for ikke mindst Royal Unibrew. Det har længe været et stort ønske, og vi håber derfor, at vi med de nye vejanlæg kan være med til at understøtte en positiv erhvervsudvikling.
Foto: Jensen-DK, Rønnede
Kommentarer