Samfund

Så er det tid til den årlige influenzavaccination

Faxe Kommune tilbyder i lighed med tidligere år gratis influenzavaccination til ældre, kronisk syge og gravide.

Faxe Kommune samarbejder atter i år med Faxe Lægelaug og Ældresagen om at tilbyde let adgang til influenzavaccination.

I perioden 1. oktober – 31. december 2016 tilbyder alle lægeklinikkerne i Faxe Kommune, at alle i målgruppen i forhold til den gratis influenzavaccination kan møde op i klinikkernes åbningstid og blive vaccineret. Borgerne kan benytte sig af hvilken klinik, de ønsker, uanset hvem der normalt er deres læge.

Ligeledes arrangeres åbne vaccinationsdage. De finder sted:

  • Tirsdag d. 4. oktober kl. 10.00 – 11.30 i Æblehaven, Nygade 5, 4640 Faxe
  • Tirsdag d. 4. oktober kl. 13.00 -14.30 på Dalgården, Thujavej 19, 4683 Rønnede
  • Mandag d. 10. oktober kl. 10.00 – 12.00 og 12.30 – 14.00 på Haslev Bibliotek, Jernbanegade 62, 4690 Haslev

ÆldreSagen er tilstede ved de åbne vaccinationsdage, hvor de serverer gratis kaffe. Borgerne skal huske at medbringe deres sundhedskort (gule sygesikringsbevis).

Borgere, som er gangbesværet, kan vaccineres i eget hjem.

Målgruppen for gratis influenzavaccination

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bliver vaccineret mod influenza, hvis du:

  • Er 65 år eller derover
  • Har en kronisk sygdom, for eksempel diabetes, KOL eller astma
  • Er svært overvægtig med BMI over 40
  • Er gravid og mere end 12 uger henne

Hvis du tilfører en af de ovennævnte grupper eller er førtidspensionist, kan du få vaccinationen gratis fra den 1. oktober og året ud. Vaccinationen er dog gratis for gravide der er mere end 12 uger henne frem til 28. februar 2017.

Ældre er i målgruppen for vaccinationen, da immunforsvaret svækkes naturligt med alderen. Så selv om de ældre ellers er sunde og raske, er de i øget risiko for at få influenza, samt i øget risiko for at forløbet kan blive alvorligt, fordi kroppen har svært ved at bekæmpe sygdommen.

Borgere med visse kroniske sygdomme eller med svær overvægt er ligeledes mere udsat for at få et alvorligt forløb af influenza. Influenza kan også gøre det svært at kontrollere den kroniske sygdom. Dette er fx tilfældet med diabetes, hvor influenzaen kan give store blodsukkerudsving.

Gravide, der er længere end 12 uger henne, anbefales at blive vaccineret, idet man som gravid, i tilfælde af influenzasygdom, har en øget risiko for komplikationer som abort, tidlig fødsel og lav fødselsvægt. Desuden er gravide mere udsatte for at opleve alvorlige forløb af influenza, fx med lungebetændelse. Det skyldes, at immunforsvaret ændrer sig, når man er gravid, og gælder også selv om man ellers er sund og rask.

Sådan virker vaccinen

Influenzavaccinationen nedsætter din risiko for at få influenza. Hvis du alligevel skulle blive smittet, bliver sygdommen mindre alvorlig. Du kan ikke få influenza af at blive vaccineret. De mest almindelige bivirkninger af vaccinationen er, at du bliver lidt øm, hvor du bliver stukket, at du får feber eller bliver lidt utilpas. Bivirkningerne går som regel over efter 1-2 dage.

 Sådan er du bedst beskyttet

For at få den optimale effekt af vaccinationen er det vigtigt, at du bliver vaccineret, inden influenzasæsonen starter. Derfor er det bedste tidspunkt at blive vaccineret på i oktober og november. Der går nemlig 2-3 uger, før vaccinen beskytter mod smitte. Beskyttelsen varer i cirka seks måneder.

Vaccination er den bedste beskyttelse mod influenza. Du er ikke nødvendigvis beskyttet mod influenza, selv om du har haft sygdommen før eller du blev vaccineret sidste år. Influenzatyperne ændrer sig nemlig fra sæson til sæson.

Mere information

Man kan læse mere på Sundhedsstyrelsens informationsside om influenza.

Kommentarer