Faxe Ladeplads

Sandsække udleveres i Faxe Ladeplads

DMI har varslet risiko for stormflod for Sjælland i aften, og dermed er der også risiko i Faxe Ladeplads.

Ifølge DMI er prognosen, at vandstanden vil stige til op mod 180 centimeter over normal vandstand ved 17-18.00-tiden i dag, onsdag den 4. januar.

I Faxe Ladeplads er risikoen for forhøjet vandstand ikke mindst aktuel i området omkring udmundingen af Faxe Å, hvor Faxe Å og Lilleå støder sammen og løber ud i Faxe Bugt.

Her forbereder Faxe Kommunes Park & Vej en spærring af åens udløb på den østlige side af Strandvejen ved Engsvinget. Spærringen skal forhindre vandet fra bugten i at trænge op i åerne med risiko for at forårsage oversvømmelse og vandskader i de ejendomme som ligger i nærhed til vandløbene.

Frivillige fra beredskabet vil i den forbindelse pumpe vandet fra åen over spærringen, over Strandvejen og ud i havet.

Der bliver lavet en lignende spærring ved Kaj Ørumsvej lidt længere syd på i Faxe Ladeplads.

Faxe Kommune stiller sandfyld til rådighed ved en container på parkeringspladsen på Strandvejen lige over for Strandhovedvej, her vil de frivillige stå og udlevere sandsække fra klokken 12.30 – man skal selv fylde sækkene, og man skal gerne have egen skovl med til det.

For yderligere oplysninger kan der tages direkte kontakt til Midtsjællands Brand & Redning på telefon 55 72 08 05.

Kommentarer