Sankt Hans hos KFUM spejderne i Karise
Karise: Sankt Hans i Karise spejderne inviterer alle interesserede til faneoptog og Sankt Hans aften på Karl af Rises Vej.
Tirsdag den 23. juni inviterer KFUM Spejderne i Karise til Sankt Hans aften ved spejderhytten på Karl af Rises Vej 12.
Traditionen tro er der lagt op til en festlig aften, der er blevet forberedt i lang tid af både små og store spejdere.
Børnehaven laver heksen. Bæverne har samlet sponsorgaver ind, og de har delt plakater ud til byens forretninger. Spejderne sætter et telt op, der er så stort, at der skulle søges byggetilladelse til det.
Klokken 16.30 starter arrangementet. Alle går i samlet flok med fane og flag fra Spejderhuset til Solhavecenteret, hvor der synges et par sange med beboerne. Derefter vender alle tilbage til spejderhytten på Karl af Rises Vej 12.
Mellem klokken 18 og 19 kan der købes grillmad og kolde drikke, samt kaffe og kage.
Klokken 20 er der båltale, båltænding og fællessang.
Når bålet er brændt til gløder, laver spejderne popcorn i et badekar: Man tager et badekar, 13 kg majs, 2 liter olie og så op på resterne af Sankt Hans bålet.
-Vi takker alle sponsorerne for gaver til tombolaen. Overskuddet går blandt andet til en dejlig sommerlejr, udtaler Bente Caldara fra Karise Spejderne.
Alle er velkomne til hele arrangementet.
– På billedet øverst er nogle af Bæverne sammen med deres ledere Tanja Rørgren og Annemette Jørgensen på vej til forretningerne i Karise med Sankt Hans plakater, oplyser Bente Caldara fra Karise Spejderne.
Kommentarer