Satspuljemidler skal give hvert plejecenter en læge
Faxe Kommune: De ni plejecentre i Faxe Kommune vil i fremtiden få en fast tilknyttet læge.
Et flertal i Folketinget bestående af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti, har i efteråret sidste år afsat satspuljemidler på i alt 874,3 millioner kroner over de næste fire år til indsatser, der blandt andet skal komme de svageste ældre og demente til gavn.
Ud af satspuljen er 100 millioner kroner øremærket til at beboere på plejehjem kan få tilknyttet faste læger. Formålet er at undgå indlæggelser, der kunne have været forebygget, samt at forbedre medicinhåndteringen på plejecentrene.
Stigende udgifter til sygehusindlæggelser
I Faxe Kommune har man de senere år haft fokus på at skabe bedre og mere sammenhængende patientforløb, især for de ældre borgere. Samtidigt har kommunen arbejdet på at forebygge og undgå genindlæggelser, som hvert år koster kommunen millioner af kroner, i form af den pålagte medfinansiering af udgiften til sygehusindlæggelser. En udgift der har været støt stigende i mange år. En af årsagerne er de mange genindlæggelser, der blandt andet sker fordi patienter i dag bliver meget hurtigere udskrevet fra sygehuset.
Fast læge knyttet til plejecentrene
Selvom kommunen i de kommende fire år vil have en fast læge tilknyttet hvert af de ni plejecentre, kan plejehjemsbeboere fortsat selv vælge deres læge. De kan enten beholde deres nuværende læge eller skifte til den læge som bliver tilknyttet plejecentret.
Kommunerne skal selv ansøge om at få del i midlerne.
Kommentarer