Satspuljen tager fra pensionisterne
Satspuljen er fordelt med 1,1 milliarder til forebyggelse af hjemløshed, børn og unge med psykiske problemer og spiseforstyrrelser, bandebekæmpelse og integrationsindsats. Alle indsatser som er vigtige og nødvendige sociale indsatser for vores velfærds-Danmark.
Indsendt af John Wennerwald. Regionsrådskandidat i Region Sjælland for Socialdemokratiet. Nr. 7 på liste A
Ulempen ved satspulje-ordningen er, at det er en midlertidig puljefinansieret indsats. Vigtige sociale indsatser må lukke, når nye indsatser kræver finansiering og fokus ændres.
En anden ulempe er, at satspulje-ordningen øger uligheden i Danmark; Satspuljen finansieres ved at tage 0,3 % fra overførselsindkomsterne – folkepension, førtidspension og kontanthjælp. Dem som har mindst, skal have mindre. Forskellen på at være på eller udenfor arbejdsmarkedet øges.
En tredje ulempe ved satspulje-ordningen er, at indsatserne indimellem bliver brugt til at kompensere for kommunernes og regionernes stramme økonomiske budgetter. Satspuljen går som nævnt bl.a. til vigtig og nødvendig ældrepleje, bandebekæmpelse, politiuddannelse og psykiatri – dvs. almindelige velfærdsudgifter.
Satspulje-ordningen sikrer nogle meget vigtige indsatser, som holder hånden under vores svageste medborgere.
Det burde dog være folk i job, som har sit på det tørre, som skulle finansiere indsatserne og ikke pensionister og arbejdsløse.
Kommentarer