Haslev

Scale-Up Denmark giver udbytte

For hver offentlig krone investeret, kommer der otte private kroner igen

Scale-Up Denmark er en hidtil uset erhvervssucces. Sådan siger Peter Torstensen, direktør for Accelerace, en af partnerne i det tværregionale iværksætterinitiativ. For hver offentlige kroner, der er blevet investeret i projektet, er der nemlig blevet tiltrukket otte kroner i private investeringer. Det viser en rapport, som tager temperaturen på Scale-Up Denmark halvvejs i projektets levetid.

For 18 måneder siden igangsatte Regionerne i samarbejde med Erhvervsministeriet et af de største tværregionale initiativer for vækstvirksomheder i Danmark. Initiativet fik navnet Scale-Up Denmark og en levetid på tre år. Halvdelen af den levetid er nu gået, og en række spændende resultater kan allerede konkluderes.

COWI har for Scale-Up Denmark udarbejdet en midtvejsevaluering. Her viser det sig, at man er med Scale-Up Denmark er lykkedes med at etablere et elitetræningsprogram, som er mere ambitiøst end de typiske indsatser, og som gør brug af ny virkemidler, som er efterspurgt af startups, som gør det muligt for virksomhederne at tiltrække privat finansiering og som skaber jobs. Ordet elitetræningsprogram er her værd at bide mærke i. En af Regionernes ambitioner med Scale-up Denmark var nemlig at lave et elitært initiativ med fokus udelukkende på potentielle vækstsucceser.

”Man kan sige, at alle kan lære at svømme, men ikke alle kan blive olympiske svømmere. Ambitionen er altså at fokusere på virksomhederne med størst potentiale for vækst og ikke alle virksomheder. Som noget nyt åbnede regionerne også op for at tiltrække udenlandske virksomheder med scale-up-potentiale, hvilket understreger den elitære tilgang,” siger CEO i Accelerace Peter Torstensen.

Kun top 5% udvælges til deltagelse

Denne ambition om en elitær tilgang skinner allerede igennem i rekrutteringsprocessen. Udvælgelsen er mere kritisk, end man generelt ser hos andre erhvervsfremmeindsatser, konkluderer COWI i sin rapport. Målet er, at 14 procent af de screenede virksomheder rekrutteres til Scale-Up Denmark, hvilket er en væsentlig opstramning i forhold til det gennemsnitlige krav om 27 procent for øvrige indsatser under ”Flere vækstvirksomheder”-prioriteten i Regionalfonden.

Denne elitære tilgang skal værne om udvælgelsen af de bedste potentielle vækstvirksomheder, som bliver optaget i et af de 12 landsdækkende centre, hvor de bliver trænet til at blive fremtidens elite inden for netop deres område.

Gennem de seneste 18 måneder har Accelerace, en af de fire aktører som driver Scale-Up Denmarks centrene rundt om i landet, screenet 2244 virksomheder med scale-up potentiale fra både Danmark og udlandet inden for fem teknologiområder, velfærdsteknologi, life science, IT, clean tech og food tech.

Af de 2244 virksomheder er 112 blevet udvalgt. Altså fem procent af de screenede.

Til sammenligning har Innovationsfonden i deres Innobooster-program, hvor man kan søge støtte på mellem 500.000 og fem millioner kroner til innovative projekter, fået 4200 ansøgninger i perioden 2014 til 2017 inden for alle teknologiområder. Heraf har ca. 29 procent fået tilsagn om støtte, fortæller Peter Torstensen. Ser man på innovationsmiljøerne, som tilbyder tidlig finansiering, så screener de samlet omkring 1200 virksomheder om året, hvoraf cirka 70 virksomheder hvert år får en investering.

”Scale-Up Denmark er med andre ord ganske populært blandt potentielle scale-ups både fra Danmark og internationalt, og noget tyder på, at det rent faktisk er vanskeligere at blive optaget i Scale-Up Denmark end at få støtte fra Innovationsfonden eller modtage en finansiering fra innovationmiljøerne,” siger Peter Torstensen.

Pengene kommer otte gange igen

Det ligger som en del af Scale-Up Denmark, at virksomhederne skal rejse privat finansiering til at medfinansiere de omkostninger, der ligger i initiativet. Accelerace arbejder netop med en model, hvor medfinansieringen kommer fra etablerede virksomheder, som har en interesse i at arbejde sammen med potentielle scale-ups.

”Virksomhederne, som har deltaget i den del af Scale-Up Denmark, som Accelerace har ansvaret for, har samlet rejst mere end 170 millioner kroner. De samlede offentlige omkostninger til Scale-Up Denmark inden for de områder, som Accelerace har ansvaret for kan opgøres til lige under 18 millioner kroner over de første 18 måneder. Det betyder, at for hver offentlig krone, som investeres i Scale-Up Denmark, tiltrækkes der ca. otte kroner i private investeringer,” siger Peter Torstensen og fortsætter:

”Med denne model sker der fra dag ét en markedsmæssig bedømmelse af potentialet, ligesom modellen indebærer, at der skabes grobund for et tæt og frugtbart samarbejde mellem de potentielle scale-ups og de etablerede virksomheder. Hvis en virksomhed ikke kan rejse den initiale finansiering, bliver den ikke udvalgt, fordi logikken er, at så tror markedet ikke tilstrækkelig på potentialet.”

###

Scale-Up Denmark
Scale-Up Denmark er et erhvervspolitisk initiativ igangsat af de fem danske regioner i samarbejde med Erhvervsministeriet i 2016 med formålet at udvikle og accelerere fremtidens elite af højvækstvirksomheder.
Initiativet løber over tre år og er finansieret af regionernes vækstfora, EU’s Regionalfond samt private midler. Programmet samarbejder med det etablerede erhvervsliv for at skabe stærke faglige økosystemer, der kan understøtte virksomhederne i at innovere services og produkter til gavn for branchen. Scale-Up Denmark er inspireret af nogle af verdens bedste vækstøkosystemer for virksomheder og er funderet i de regionale forretningsudviklingsstrategier for at skabe et solidt fundament for vækst. I Scale-Up Denmark står en række danske og internationale investorer, veletablerede virksomheder, førende universiteter og organisationer for at rekruttere, coache og accelerere opstartsvirksomheder, så de kan være med til at styrke den fremtidige danske vækst og beskæftigelse. Scale-Up Denmarks centre drives af fire centrale aktører, SE Next Step, Insero, Accelerace, og

Accelerace
Accelerace er en af verdens bedste acceleratorer for start-ups. Siden 2008 har Accelerace udvalgt, trænet og investeret i mere end 500 lovende danske og internationale iværksættere og vækstvirksomheder. 88 % af virksomhederne er stadigvæk i markedet i dag. Accelerace har investeret i mere end 69 lovende startups, som har været gennem acceleratorprogrammet.
Accelerace blev udpeget til at drive fem af de ti accelerationsmiljøer i Scale-Up Denmark; clean tehc, velfærdsteknologi, life science, bioteknologi og fødevarer.
Accelerace har partnerskaber med Maersk, Novo Nordisk, Arla, Foss, NGRi, Business Lolland-Falster, Bang & Olufsen, SE, og Endesa & Enel. Accelerace driver desuden det pan-nordiske life science mentornetværk NOME, Nordic Mentoring Network for Entrepreneurship. I 2018 rejste Accelerace en investering på 10 millioner DKK fra Vækstfonden, FærchFonden og Symbion.

Kommentarer