Haslev

Scandinavian Open i trampolinspring blev en stor succes

Foto: Floor Meijering, NED og Benjamin Kjær, HTT

Scandinavian Open I trampolinspring blev en stor succes for den arrangerende klub, Haslev T &T både på det sportslige og arrangementsmæssige plan.

Påskelørdag den 31. marts var Haslev Trampolin & Turngymnaster vært ved det internationale trampolinstævne Scandinavian Open. Det var 35. gang den sydsjællandske klub stod som arrangør for Nordens ældste trampolinkonkurrence, og der deltog 140 springere fra 6 nationer.

De lokale springere viste fremragende springning, og det resulterede i 6 medaljer til HTTs springere: 2 af guld, 2 sølv og 2 bronze.

Læs også: Scandinavian Open 2018 i Haslev

Den regerende danske seniormester Benjamin Salo Kjær viste meget lovende takter og satte sine konkurrenter til vægs med en overbevisende finaleøvelse af høj sværhedsgrad.

Svenske Jonas Nordfors blev nummer 2, og HTTs Teis Petersen stod for en meget opmuntrende overraskelse, da han tog bronzemedaljen. Christian Andersen blev nummer 6.

Damerækken blev vundet af den hollandske pige Floor Meijering.

Også i den mandlige juniorrække var der HTT dominans. Joah Cheung vandt foran klubkammeraten Alexander Lundgren.

De to sidste HTT medaljer blev vundet af Frederik Muusmann og Ann-Sofie Gstrein i U-16 rækken for hhv. drenge og piger.

Der var stor ros til den lokale klub fra de deltagende klubber, og det var en glad landstræner, Anette Dalsten, som kunne konstatere, at hendes EM-trup viste god form 14 dage før EM.

5 af de 6 danske deltagere er fra HTT: I senior springer Benjamin Kjær, Teis Petersen og Christian Andersen og i Junior deltager Joah Cheung og Alexander Lundgren sammen med Malte Kirckhof fra København.

Kommentarer