Se Merkur-passagen fra MSG Haslev

Haslev: Mandag eftermiddag passerer den lille planet Merkur hen over solens skive, mellem jorden og solen, ved højlys dag.
Mandag den 9. maj mellem klokken 13 og 21 holder Astronomiafdelingen på MSG Haslev åbent hus for alle, der har lyst til at komme og være med til at følge passagen. Gymnasiet stiller her nogle af de særlige kikkerter til rådighed, som kræves, da man ikke må se på passagen med det blotte øje, og slet ikke med en almindelig kikkert.
– Planeten vil kunne ses som en lille mørk plet, der i løbet af ca. syv timer vandrer hen over solskiven fra øst mod vest, forklarer Knud Jepsen, der står for arrangementet.
Merkur-passager sker 13-14 gange i hvert århundrede, altid i enten maj eller november. Forudsætningen er, at solen, jorden og Merkur ligger på samme linie, hvilket sker ret tit, nemlig med 116 døgns mellemrum. Men de fleste af gangene befinder Merkur sig i en bane lige over eller lige under solen, og kan derfor ikke ses på samme måde.
Merkurs diameter er kun to femtedele af jordens, og dermed er Merkur solsystemets mindste planet. Det var den franske astronom Pierre Gassendi, som tilbage i 1631 var den første, der observerede en Merkur-passage. Det skete fra hans lejlighed i Paris. Begivenheden var forudberegnet af astronomen Johannes Kepler, som ikke selv nåede at se det, fordi han døde året forinden, fortæller Knud Jepsen.
– Fem timer før Keplers beregnede tidspunkt for Merkurpassagen var Gassendi i gang med at justere sin opstilling med kikkertprojektion. Pludselig ser han en lille sort plet på solskivens kant. Han tror først, at et er en lille solplet, men plettens regelmæssige og hurtige gang over solskiven overbeviser ham om, at det er Merkur-passagen. Kepler havde regnet fem timer forkert, siger Knud Jepsen.
Kommentarer