SEAS-NVE vil crowdfunde landdistrikter, grøn omstilling og digitalisering

Danmarks største andelsejede energi- og fibernetkoncern, SEAS-NVE indgår som den første i energibranchen strategisk samarbejde med Dansk Crowdfunding Forening og Booomerang for at sætte crowdfunding på dagsordenen udenfor de store byer, skabe lokal vækst, grøn omstilling og digitalisering.
Danskernes interesse for crowdfunding ereksploderet det seneste år. Med 800 succesfulde låne- og rewardbaserede crowdfundingprojekter alene i 2016 er der sket en fordobling i forhold til 2015, hvor tallet var under 400, viser Vækstfondens seneste analyse af det danske crowdfundingmarked.
Men fordoblingen i projekter er primært sket hos iværksættere i de store byer og fra region Fyn, Syd- og Nordjylland. Her griber iværksætterne den moderne andelsbaserede finansieringsmulighed til gode forretningsidéer. På Sjælland og Øerne er crowdfunding derimod ikke rigtig kommet i gang.
Nu vil Danmarks største andelsejede energi-og fibernetkoncern, SEAS-NVE hjælpe udvikling og vækst på vej i de sjællandske landdistrikter og derudover sætte strøm til den grønne omstilling og digitalisering i hele Danmark med det nye crowdfunding-initiativ: vistøtter.dk
Crowdfunding er en naturlig del af fremtidens andelsbevægelse
– Crowdfunding er et naturligt skridt at tage for SEAS-NVE. Lige som andelsbevægelsen samler folk om en fælles sag, så kan crowdfunding på meget kort tid samle en stor gruppe mennesker i et fællesskab, hvor det på bedste demokratiske vis er flertallet, der afgør, om et projekt skal støttes og leve videre, siger Rikke Harbo Trikker, kommunikationschef i SEAS-NVE.
Hun forklarer, at SEAS-NVE gennem længere tid har fulgt crowdfunding med både interesse og undren over, at der ikke har været større interesse for crowdfunding uden for de større byer.
– Vi oplever, at utroligt få mennesker i vores forsyningsområde på Sjælland og Øerne aktivt bruger crowdfunding. Derfor er det helt naturligt for os at være med til at introducere crowdfunding som et alternativ til at få realiseret de mange gode idéer og projekter, der bobler frem i regionen. Det giver os på en og samme tid mulighed for at være tidssvarende og fortsat støtte udviklingen af vores region og sætte yderligere gang i hele Danmarks grønne omstilling og digitalisering.
SEAS-NVE har sammen med Danmarks største crowdfundingplatform Booomerang.dk oprettet vistøtter.dk, hvor interesserede opfordres til at starte deres crowdfundingprojekter.
SEAS-NVE vil via vistøtter.dk støtte udvalgte crowdfundingprojekter, der enten er med til at fremme Region Sjællands udvikling på enhver måde, eller som er med til fremme digitaliseringen og den grønne omstilling overalt i Danmark.
SEAS-NVE støtter crowdfunding-projekter
Hjemmesiden vistøtter.dk er en underside til den eksisterende crowdfundingside booomerang.dk.
Alle interesserede iværksættere, kunstnere, foreninger og andre kreative ildsjæle kan via vistøtter.dk rejse penge til at realisere deres gode idéer og projekter gennem økonomisk støtte fra enkeltpersoner, i egne og i nye netværk.
SEAS-NVE støtter to typer projekter: Lokale projekter, initiativer og arrangementer, der fremmer den lokale udvikling i Region Sjælland og projekter, der fremmer digitaliseringen og den grønne omstilling til vedvarende energi på landsplan.
Alle indkomne projekter screenes og kvalitetstestes, inden de bliver igangsat og lagt på vistøtter.dk.
Når en crowdfundingkampagne sættes i gang, vurderer SEAS-NVE fra kampagne til kampagne, om det er en kampagne, som skal udvælges til at modtage støtte.
Booomerang.dk er godkendt af Finanstilsynet, og skal derfor leve op til krav om gennemsigtighed af hvidvaskning af penge. Derfor skal fødselsdato oplyses ved oprettelse af crowdfunding-projekter på Booomerang.dk
Kommentarer