Haslev

SEAS-NVE: Nettarifferne er faldet – ikke steget

Kundernes penge er ikke spildt, når vi for eksempel investerer milliarder af kroner i udrulning af fibernet til sjællænderne for at dække et stort, udtalt behov hos forbrugerne og dermed vores ejere. SEAS-NVE har aldrig realiseret et tab, og det ved Jyllands-Postens journalister. På trods af dette bruger avisen formuleringer og overskrifter som ”Kundernes penge er spildt”, siger administrerende direktør Jesper Hjulmand i et modsvar til Jyllands-Posten

SEAS-NVE har nedsat tarifferne, solidt overskud og sunde langsigtede investeringer til gavn for forbrugerne

En række artikler i Jyllands-Posten giver fejlagtigt det indtryk, at forbrugernes nettariffer i SEAS-NVE’s område er steget på grund af tabsgivende, kommercielle investeringer. Det er ikke korrekt. Nettarifferne i SEAS-NVE er faldet 16 procent, SEAS-NVE har aldrig realiseret et tab, og koncernen investerer udelukkende sundt og langsigtet for at opfylde andelshavernes og dermed forbrugernes behov – nu og i fremtiden.

Af hensyn til SEAS-NVE’s knap 400.000 andelshavere og dermed ejere ser vi os nødsaget til at korrigere det misvisende og stærkt fejlbehæftede billede, som avisen Jyllands-Posten forsøger at tegne af SEAS-NVE, og som desværre er videreformidlet af andre medier.

Nettarifferne er faldet – ikke steget

SEAS-NVEs nettariffer er faldet 16 procent det seneste halvandet år  –  ikke steget. Og nettariffernes faldende tendens forventes at forsætte. Når forbrugerne i tidligere år kunne opleve en stigning, skyldes det ikke en stigning i de rene tariffer hos SEAS-NVE. Det skyldes derimod de ekstraopgaver, samfundsudviklingen har krævet og politikerne har pålagt de danske energiselskaber herunder SEAS-NVE. Opgaver, som blandt andet en kostbar nedgravning af alle luftledninger for at sikre danskerne mod situationer, som vi oplevede under stormen i 1999, energispareforpligtelser og udrulning af nye, fjernaflæste målere til alle forbrugere.

Vandtætte skotter mellem nettariffer og kommercielle investeringer

Derudover er det vigtigt at slå fast, at den danske lovgivning sikrer, at der er vandtætte skotter mellem nettariffer og kommercielle investeringer. Det er derfor en alvorlig misforståelse, når både Jyllands-Posten, Landbrug & Fødevarer, Forbrugerrådet, Foreningen for Slutbrugere af Energi og to universitetsansatte udtaler sig på en måde, så forbrugerne fejlagtigt kan få den opfattelse, at nettarifferne bliver brugt til kommercielle investeringer.

SEAS-NVE har aldrig realiseret et tab

SEAS-NVE har aldrig realiseret et tab, og det ved Jyllands-Postens journalister. På trods af dette bruger avisen formuleringer og overskrifter som ”tabsgivende investeringer” og ”Kundernes penge er spildt”.

Kundernes penge er ikke spildt, når vi investerer milliarder af kroner i udrulning af fibernet til sjællænderne for at dække et stort, udtalt behov hos forbrugerne og dermed vores ejere.

Region Sjælland, Lolland-Falster og øerne har den laveste bredbåndsdækning i Danmark. Det har derfor været en logisk beslutning at arbejde med den udfordring i et selskab, der gennem 100 år har arbejdet med kabelinfrastruktur og er ejet af de kunder, der i dagligdagen kæmper med udfordringer som begrænset eller ingen adgang til bredbånd. Vi glæder os over, at efterspørgslen fortsat er overvældende, investerer hvert år omkring en halv milliard kroner i fiberbredbåndet, har rundet 100.000 aktive kunder og forventer efter ti års investeringer overskud indenfor de næste par år.

Og når vi investerer i ladestandere til elbiler i Clever, er pengene heller ikke spildt eller tabt. De er derimod investeret i en fremtid, der er lige om hjørnet. Regeringer over hele Europa bebuder i disse dage et totalforbud mod benzin– og dieselbiler allerede fra 2025 og 2040. Og verdens store bilproducenter går med milliardstore investeringer i rivende tempo over til elbilproduktion og væk fra benzinbiler. Senest har blandt andet Volvo meldt ud, at el indgår i alle deres biler allerede fra 2019.

Den udvikling kommer naturligvis også til Danmark, selvom de danske afgiftsregler for elbiler er et europæisk særsyn og har bremset elbilsalget lige nu. En forudsætning for, at elbilerne kan komme ud og køre er imidlertid et veludbygget ladenetværk. Det har vi opbygget. Vi har unik know-how på verdensplan og et landsdækkende ladenetværk, der omfatter mere end 1.300 ladepunkter til glæde for de 8.000 elbiler, der allerede er på vejene og de mange, der vil komme de næste par år, når vores 2,5 mio. biler skal skifte drivmiddel fra benzin og diesel til el. Clever er en sund forretning, der tjener penge på dagligt at oplade elbiler, og som allerede indenfor de næste par år forventes at give et fornuftigt overskud.

Her er SEAS-NVE’s svar til Jyllands-Posten

SEAS-NVE ønsker fuld åbenhed og gennemsigtighed overfor forbrugerne og vores næsten 400.000 andelshavere, der både ejer os og er med til at træffe de beslutninger om investeringer, koncernen foretager – til gavn for forbrugerne og udvikling af regionen. Det er præcis dét, der er andelejerskabets største styrke: Det er forbrugerne selv, der sidder for bordenden i SEAS-NVE. Og enhver forbruger kan stille op og være med til at beslutte retningen for koncernen.

Vi ønsker derfor også at give forbrugerne mulighed for at læse administrerende direktør Jesper Hjulmands svar til Jyllands-Posten, eftersom avisen har fravalgt at give forbrugerne den mulighed. Her er de:

Jyllands-Posten: En række store kundeejede energiselskaber har over de senere år tabt penge på kommercielle investeringer, som ligger uden for kerneforretningen. Det gælder også Seas-NVE, der bl.a. har lidt tab på Rødsand, Clever og fibernet. Hvorfor har SEAS-NVE valgt at investere selskabets penge i områder, som ligger uden for kerneforretningen? Er det en strategi, I vil fortsætte med fremadrettet?

Jesper Hjulmand: Vi skaber hvert eneste år flotte trecifrede resultater i millionklassen. I 2016 leverede vi et ekstraordinært resultat på 5,2 mia. Vi driver med andre ord en sund koncern, der står på flere solide forretningsben – sådan har det altid været, og sådan vil det være fortsat. Vores vindmøllepark Rødsand 2 leverer hvert år positive tal på bundlinjen. Vores selskaber Clever og Fibia kan ikke alene måles på en kortsigtede indtjening. Det er langsigtede investeringer i nye forretningsområder inden for vores kerneaktivitet — forsyning til fordel for vores andelshavere.

Jyllands-Posten: SEAS-NVE en blandt de dyreste selskaber, når man sammenligner net-tariffer på el. Hvorfor sænker I ikke nettariffen i stedet for at foretage risikofyldte kommercielle investeringer, som har vist sig at ende i tab?

Jesper Hjulmand: Vi har inden for det seneste halvandet år nedsat nettariffen med 16 procent. Herudover er det forkert at tale om risikofyldte investeringer og tab. SEAS-NVE har aldrig realiseret et tab. Senest har vores investeringer i eksempelvis DONG Energy og Nianet endvidere vist sig rigtig fornuftige. Vi foretager, i nogle af vores forretningsområder, langsigtede investeringer i en fremtidig indtjening. Det gælder bl.a. i Fibia og Clever. Det koster nu en gang penge at grave fiber ned og sætte ladestationer op for at imødekomme forbrugernes behov og efterspørgsel – nu og i fremtiden. De økonomiske gevinster kommer inden for de næste år.

Jyllands-Posten: I seneste årsregnskab nedskrev I 511 mio. kr. på investeringen i Rødsand II. Hvad er der gået galt, siden I har været ude i sådan en stor nedskrivning? I skriver, at det bl.a. hænger sammen med den faldende el-pris. Har I været dygtige nok til at forudse de risici, der er i forbindelse med sådan en investering? Hvorfor går SEAS-NVE overhovedet ind i havvindmøller, som jo er en helt anden disciplin end energiforsyning?

Jesper Hjulmand: Vi har ingen energiforsyning uden energiproduktion. De to aktiviteter hænger tæt sammen. SEAS-NVE har altid været i energiproduktion, og var oprindeligt dybt engageret i at udvikle vindmølleparken Rødsand 2, ligesom SEAS-NVE har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af nutidens vindmøller samt været en central ejer i kraftværksektoren. Det er altså helt naturligt for SEAS-NVE at eje og drive energiproduktion. Med hensyn til Rødsand 2, så taler vi om en forretning, der giver overskud hvert år, og som for eksempel gav et resultat på 165 mio. kr. før skat i 2015. Og vi forventer flotte trecifrede resultater i millionklassen de kommende år. I 2016 var vi ramt af manglende vind ligesom resten af branchen – det medførte et lavere positivt resultat. Nedskrivningen skyldes, udover komplicerede afskrivningsregler, rigtigt nok usikkerhed om elprisen på langsigt. Og så har vi taget de konservative briller på. Så kan vi jo blive positivt overraskede.

Samfundsansvar er også forretning

SEAS-NVE driver altså en sund koncern, der netop har aflagt et historisk godt årsregnskab med et overskud på 5,2 mia. kroner. SEAS-NVE investerer langsigtet i kerneaktiviteterne elproduktion, eldistribution og energisalg. Og SEAS-NVE tager samtidig ansvar for udrulning af fremtidens fiberbredbånd og ladeinfrastruktur til elbiler. Disse to forretningsområder er under opbygning, er investeringstunge i de tidlige år, men vil i løbet af det næste par år bidrage positivt til koncernens samlede bundlinje. Og vigtigst af alt: SEAS-NVE dækker forbrugernes og andelshavernes behov – i nutidens og fremtidens samfund.

Kommentarer