SEAS-NVE’s netselskab bliver til Cerius
Snurrende vindmøller, strålende solskin, lys og et helt nyt navn vil præge SEAS-NVE-koncernens netselskab fra 1. januar 2018.
Den første dag i det nye år skifter SEAS-NVE’s elnetselskab, SEAS-NVE Net navn til Cerius og selskabet får samtidig ny identitet. De karakteristiske grønne biler beholder deres farve, men der vil stå Cerius på siderne når sjællænderne møder dem i landskabet. Og hver enkelt ansat har selv fået lov at vælge, om de vil køre med vindmøller -, sole-, lys, huse eller et helt tredje logo på bilerne.
– Cerius er en omskrivning af Sirius, der er den klareste stjerne på den nordlige halvkugle. Navnet minder om det engelske ’serious’, der betyder seriøs. Og sidst men ikke mindst rummer navnet ’us’, der betyder os eller fællesskab og at vi står sammen, som vi gør i et andelsselskab, siger Jesper Hjulmand, administrerende direktør i SEAS-NVE.
Cerius vil stadig være en del af SEAS-NVE-koncernen. Navneskiftet sker som led i en lovændring, der skal sikre at forbrugerne tydeligere kan skelne mellem energikoncernerns netselskaber og deres kommercielle aktiviteter. Adskillelsen skal være gennemført af alle energiselskaber til sommer. SEAS-NVE har gennem en længere periode arbejdet intenst med navneskiftet og er nu klar et halvt år før tid.
– Vi vil gerne gøre det nemt for forbrugerne at skelne mellem elnetselskabet og elhandelsselskabet, hvor du køber din strøm. Med navneskiftet bliver det tydeligt, at det er Cerius, der helt håndgribeligt sørger for, at der altid er strøm i kontakterne på Vest-, Øst-, Sydsjælland, Lolland, Falster og øerne. At det er Cerius, der er ansvarlig for at opretholde den tårnhøje forsyningssikkerhed til regionens 390.000 husstande og virksomheder, som er vigtigere end nogensinde før. For uden strøm lukker Danmark. Det er også Cerius, der er garant for at elnettet er klar til fremtidens bæredygtige grønne forsyningsfremtid med vind- og solenergi. Og det er Cerius, der lynhurtigt rykker ud, hvis strømmen skulle gå, siger Jesper Hjulmand.
Den nye tydelige navneforskel på elnetforretningen og elhandelforretningen vil også hjælpe forbrugerne med at skelne mellem, hvad forskellige medarbejdere i SEAS-NVE-koncernen kan og må hjælpe med ifølge loven. Når kunden for eksempel får udskiftet en elmåler, så ved de færreste, at netselskabets montør for eksempel ikke må svare på spørgsmål om SEAS-NVE’s kommercielle produkter og tilbud.
Det nye navn, vil være at finde på logoer, beklædning, websider og altså også på siderne af de karakteristiske grønne biler. Navneskiftet har samtidig været en anledning til at sætte ord på kernen i netselskabets identitet og ansvar:
Cerius – Strøm du kan stole på
Luften, du indånder, og vandet, du drikker. Stjernerne på himlen. Du tænker ikke over det. Det er der bare. Det samme gælder strømmen i væggen og lyset du tænder. Det virker bare – du tager det for givet. Det kan du også roligt gøre, for inde bag væggen, inde i målertavlen, nede i jorden og ude i landskabet arbejder Cerius hver eneste dag for at din forbindelse altid er den bedste. At der altid er strøm i kontakten.
Kommentarer