Faxe Ladeplads

Sejlplanen er klar for den nye turbåd

Faxe Ladeplads: Fredag den 6. juli sejler udflugtsbåden M/S Freia sin første tur på den smukke nye rute Rødvig – Faxe Ladeplads – Præstø og retur

M/S Freia tager 12 passagerer, og der er mulighed for at gå i læ under dæk, hvis der er behov for det.

Det første år, hvor interessen for ruten afprøves, sejles der en heldagstur pr. uge på den nye rute hver fredag i perioden 6/7 til 3/8. På turen fortælles der om det man ser, og der kan købes lidt drikkevarer undervejs. Man kan begynde turen enten i Rødvig eller Faxe Ladeplads. Gæster som begynder turen i Faxe Ladeplads kan parkere bilen på lystbådehavnen.

Første stop på turen fra Rødvig er Faxe Ladeplads havn. Her ligger restaurant La Mer som åbner allerede kl. 10.45 på sejldagene, så udflugtsgæsterne kan købe en is og andet godt til ganen. Der er også mulighed for at gå en tur hen til Faxe Ladeplads Miniby tæt ved havnen. I Præstø er der tid til at gå op til hovedgaden, få sig en bid mad, eller bare nyde livet på havnen.

Billetter kan bestilles hos Flemming Andersen på tlf. 20 22 11 22.

Billetter kan bestilles på forhånd, men det er også muligt at stå på uden forudbestilling, hvis der er ledige pladser.

Priserne er:

  • Startsted Rødvig Kystbådehavn: 250 kroner for voksne og 190 kroner for børn under 12 år.
  • Startsted Faxe Ladeplads Fiskerihavn:  200 kroner for voksne og 110 kroner for børn under 12 år.

Sejlplan:

  • Afgang fra Rødvig lystbådehavnen, østmolen Kl. 09.15
  • Ankomst til Faxe Ladeplads fiskerihavn Kl. 10.45
  • Afgang fra Faxe Ladeplads fiskehavn Kl. 11.30 Parkering af bil kun på lystbådehavnen
  • Ankomst til Præstø Havn Kl. 13.30
  • Afgang fra Præstø Havn Kl. 14.30
  • Ankomst til Faxe Ladeplads Fiskerihavn Kl. 16.30
  • Afgang fra Faxe Ladeplads Fiskerihavn ca. Kl. 16.35
  • Ankomst til Rødvig lystbådehavn, østmolen Kl. 18.00

Den nye rute er blevet skabt gennem et samarbejde mellem M/S Freias skipper Flemming Andersen og Turistchef Susanne Kürstein Jensen fra Faxe Turistforening. Den er blevet muliggjort ved hjælp af økonomisk støtte fra Faxe Kommune og gennem samarbejde med fisker Claus Jensen fra fiskerihavnen i Faxe Ladeplads og havnefogederne i Faxe Ladeplads og Præstø og turistchef Lone Dalthur fra Stevns.

Man kan også bestille sin helt egen sightseeingtur eller en lystfiskertur med M/S Freia med afgang fra enten Rødvig eller Faxe Ladeplads ved at ringe til Flemming Andersen.

M/S Freia er gennem flere år stævnet ud fra Rødvig havn på sightseeingture til Stevns Klint og på udflugter med lystfiskere. Skipper Flemming Andersen holder selv meget af den utrolig smukke sejltur fra Rødvig via Faxe Ladeplads til Præstø, og glæder sig til sommerens udflugter.

 

 

Kommentarer