Seks nye frivillige peers klar til at støtte andre borgere
De frivillige peers vil fremover kunne indgå i både 1-1 relationer og fællesskaber – blandt andet på væresteder og bosteder – med fleksible rammer, der aftales individuelt. Med de seks nye peers styrkes kommunens tilbud til borgere i psykiatrien og det fællesskabsbaserede arbejde i Faxe Kommune. Foto: Faxe Kommune.
Peer-medarbejderen er en person, der selv har haft en psykisk lidelse eller har lært at mestre sin lidelse, og som kan hjælpe andre med at opbygge fællesskaber.
Uddannelsen klæder deltagerne på til at bruge deres egne livserfaringer med psykisk sårbarhed eller livskriser til at støtte andre, der står i lignende situationer.
Uddannelsesforløbet har strakt sig over flere moduler og har blandt andet haft fokus på peer-rollen, energiforvaltning og livshistoriefortælling. Deltagerne har også arbejdet med stigma – de fordomme og barrierer, som mennesker med psykisk sårbarhed kan møde – og recovery, som handler om at skabe et meningsfuldt liv, også selvom man fortsat kan have udfordringer.
Derudover har uddannelsen givet redskaber til både individuelle samtaler og gruppeforløb samt viden om formidling, brobygning til civilsamfundet og den frivillige peers rolle i Faxe Kommune.
Peer betyder ligeværdig, og netop det ligeværdige møde mellem peer og borger er kernen i indsatsen. Som peers kan de nyuddannede bidrage med genkendelse, håb og støtte – som rollemodeller, der selv har været igennem svære perioder og er kommet godt videre.
Ved et arrangement markerede Faxe Kommune afslutningen på uddannelsen, hvor medlem af Socialudvalget Christina Birkemose (Haslev/Faxe-Listen) overrakte diplomerne til de seks nye peers og takkede dem for deres engagement og vilje til at gøre en forskel for andre.















Kommentarer