Servicecenter-projekt ved stop 37 kollapset

Rønnede: En interesseret køber havde meldt sig, men trak sig igen på grund af uenighed mellem dem der ville sælge projektet
Siden 2007 har udviklingsselskabet WK Byg ApS arbejdet på at der blev bygget et hotel og servicecenter/tankstation med minimarked og fastfood-restaurant, ved motorvejsafkørsel 37, Kongsted-Borup. Centret skulle ligge på grunden over for P2 Møbler i Rønnede og som nabo til golfbanen.
Læs også: Hotel og servicecenter ved Rønnede
Men nu ser det ud til at projektet er kollapset.
Entreprenør Brdr. Daugaard Pedersen A/S har trukket sig fra projektet. De oplyser til Dagbladet at det skyldes at de to parter i WK Byg ikke kan blive enige, da de under ingen omstændigheder ville blandes ind i parternes indbyrdes strid.
Læs også: Lokal plan om servicecenter ved Stop 37 er vedtaget
To af bagmændene bag projektet, erhvervsmægler Leif Østergård Larsen og civilingeniør Tom Pedersen skrev under på en samarbejdsaftale i 2007. Tom Pedersen har derefter ført alle forhandlinger med myndigheder og interessenter gennem alle årene på vegne af WK Byg ApS.
Da det velrenomerede jyske firma Daugaard Pedersen bød cirka 40 millioner for projektet mente Leif Østergård Larsen at det var et tilbud man ikke kunne sige nej til. Tom Pedersen mente derimod, at projektet var mere værd.
Med en hemmeligholdt fuldmagt fra en tredje part, der i sin tid stiftede WK Byg Aps, i hånden har Leif Østergård Larsen nu smidt Tom Pedersen ud af direktionen og dermed uden for indflydelse.
Kommentarer