Servicekultur og samarbejde på tværs

Faxe Kommune: I forbindelse med kommunalvalget indgik fire partier en konstitueringsaftale
Efter kommunalvalget den 19. november blev der indgået en konstitueringsaftale mellem Socialdemokraterne, Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti.
Den handler blandt andet om, hvad der skal sættes fokus på i de kommende år samt fordeler udvalgsposterne.
Et af de vigtige punkter i aftalen handler om at tænke på tværs i den samlede kommunale organisation.
Parterne er enige om at fastholdelse, udvikling og tiltrækning af virksomheder er afgørende for kommunens udvikling og de vil arbejde på at Faxe Kommune fremmes som en erhvervsvenlig kommune, hvor det er attraktivt at drive virksomhed. Servicekulturen blandt kommunens ansatte skal videreudvikles og virksomhederne i Faxe Kommune skal have en enkelt kontaktperson, som følger dem uanset det konkrete ærinde.
Også skoler og daginstitutioner bliver nævnt i aftalen. Der skal fokus på mere fleksibilitet i dagtilbuddene og laves forsøg med udvidede åbningstider. Folkeskolernes ledere og lærere skal efteruddannes og flere skal gennemføre folkeskolen med gode resultater og gennemføre en ungdomsuddannelse.
Parterne ønsker også at understøtte det stærke lokale engagement, der findes i landdistrikterne og vil derfor iværksætte en formulering af en landdistriktspolitik i løbet af 2014. Samtidigt ønsker de at Faxe Kommunes byområder gøres mere attraktive for handel, bosætning og kulturliv.
Desuden skal det frivillige foreningsliv styrkes.
Man kan downloade hele konstitueringsaftalen fra kommunens hjemmeside.
Kommentarer