SF foreslår, at Faxe skal være klimakommune plus?
Faxe Kommune er aktuelt klimakommune. Det er faktisk langt hovedparten af kommunerne; 70 ud af 98.
Indsendt af Henrik Friis, Rønne Alle 9, 4653 Karise. Spidskandidat for SF
At være klimakommune indebærer, at kommunen i en indgået aftale med Danmarks Naturfredningsforening har forpligtet sig på at nedbringe CO2 udslippet fra egne aktiviteter med minimum 2% om året frem til 2025 med 2009 som basisår. Det går pænt – ikke prangende, men pænt. Seneste opgørelse fra 2016 viser en gennemsnitlig nedbringelse af CO2 udslippet på 2,6%.
Nu spørger SF så: Skulle vi ikke øge ambitionsniveauet og søge om at blive klimakommune plus ?
Det er blot 5 kommuner. Ambitionen stiller naturligvis nogle øgede fordringer, nemlig at kommunen skal udføre klimaarbejde, der rækker ud over kommunens egen virksomhed. Der skal tages initiativer rettet mod borgere og virksomheder for at få lokalsamfundet med i bestræbelserne på at nedbringe CO2 udledningen.
Indsatsen kan indeholde mange faktorer. Her som eksempler kort nævnt energirenovering i boligselskaber og virksomheder gennem rådgivning og/eller økonomiske tilskud. Klimatilpasning med skovrejsning og regnvandsnedsivningsarealer. Grønne indkøb og økologi i arealdrift og ved bespisning i kommunens egen virksomhed. Der er langt flere mulige tiltag.
SF ser gerne Faxe Kommune kendt som den grønne kommune. Lad os udarbejde en ambitiøs klimaplan i kommunen, der forpligter i forhold til den ønskede grønne profil. Og lad os opsætte nogle visioner med perspektiv, der rækker bare lidt ud over vores egen andedam.
SF vil i den kommende byrådsperiode stille forslag om, at Faxe søger at blive klimakommune plus !
Nu ved du i hvert fald, hvad SF står for og vil slås for.
Kommentarer