Sidste chance for tilmelding til Haslev Kulturnat
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/08/haslev_kulturnat_2015-620x316.jpg)
Haslev: Temaet er mad til den årlige kulturnat, der afholdes fredag den 25. september i Haslev.
Mandag den 31. august er det absolut sidste chance for tilmelding af boder og aktiviteter til Haslev Kulturnat.
Mad, fest og fællesskab hænger sammen – også når Haslev Kulturnat løber af stablen fredag den 25. september 2015 – for i år er det mad, der er nattens tema.
Er du glad for mad, og har du lyst til at bage kager eller sylte bær for at sælge dem til gode formål for dig selv og andre – eller vil du som lokal madproducent gerne præsentere dine produkter – så er det nu du skal tilmelde dig.
Alle er velkomne med små og store aktiviteter – selvfølgelig gerne inden for årets tema, men det vigtigste er, at der bliver masser af gode indslag.
Halfdan Rasmussen musik og mad
Halfdan Rasmussen ville i år være fyldt 100 år. Derfor underholder trioen Halfdanskerne i forbindelse med åbningen af Kulturnatten på pladsen uden for Haslev Biblioteket. Halfdan Rasmussen var også glad for (at skrive om) mad – mange husker sikkert hans digt om Else, der elsker pelse, men også at spise pølse, lige til hun sprak!
Sidste frist for tilmelding
Vil du have en bod og sælge eller vise andet end morgendug, aftenrøde og måneskin på flaske, så SKYND DIG at tilmelde dig på mail til Anne-Grethe Rosted: anan@faxekommune.dk. Sidste tilmeldingsfrist er mandag den 31. august 2015.
Arrangementet er gratis for Faxe Kommunes borgere – folk udefra, der ønsker en stadeplads skal dog betale et mindre gebyr, der støtter det samlede kulturnatsarrangement.
Interesserede kan se nærmere på hjemmesiden www.haslevkulturnat.dk.
Haslev Kulturnats styregruppe består af indehaver af Haslev Bykro og drivkraft bag Haslev Festdage Frank Månsson, den lokale multikunstner og hyggekonsulent Erik Rønholt, og bibliotekar og mangeårig kulturnatarrangør Anne-Grethe Rosted fra Haslev Bibliotek samt museumsinspektør ved Østsjællands Museum, Ingeborg Philipsen, som repræsentant for Haslev Museum.
Kommentarer