Sidste chance for plads på international musikcamp
Ansøgningsfristen nærmer sig for Music Maker Co-write Camp, hvor unge, talentfulde musikskabere skal skrive sange med hinanden og med professionelle, internationale sangskrivere gennem fire dage.
Hvor på Sjælland og Lolland-Falster kan man finde unge musiktalenter, der drømmer om at skrive gode sange og måske endda det næste store hit?
1. juni er der ansøgningsfrist på Music Maker Co-Write, der er en sangskrivningscamp for talentfulde sangskrivere og musikskabere, der har lyst til at bruge fire dage på at skabe musik sammen med professionelle sangskrivere og producere fra ind- og udland, som blandt andre Chief1. Campen er for unge talentfulde musikskabere mellem 17 og 30 år.
Læs også: Hvor på Sjælland findes fremtidens hitmagere?
– Music Maker Cowrite er en unik chance. Vi opfordrer alle, der skriver sange og brænder for det – uanset om de gør det på computer eller på klaver, alene eller sammen i et band om at søge. Campen handler om at skabe musik sammen. Vi tror på, at der kommer bedre produkter ud af det, hvis man arbejder sammen, og lader sig inspirere af andre. Der er et stort potentiale og mange dygtige sangskrivere i den danske undergrund, siger Marianne Fruergaard, projektchef i Musikmetropolen.
Instruktører er internationale hitmagere
Instruktørerne på campen kommer fra Danmark, Sverige, England og Australien og er alle professionelle hitmagere med millionsælgende sange i bagagen.
Instruktørgruppen tæller blandt andre Chief1, der har skrevet og produceret for navne som Ricky Martin, Love Shop og Sanne Salomonsen; Thomas Stengaard, der står bag flere af Cisilias hits, og som var med til at co-write Emmelie de Forests Eurovision-vindersang Only Teardrops; og Michelle Leonard fra Tyskland, der har skrevet sange til reklamer, film og tv-produktioner, samt internationale artister og været dommer på Popstars i Tyskland.
Inspiration fra en anden writers camp for professionelle
Music Maker Co-write finder sted i Helsingør Kommune, der samtidig er vært for en professionel writers camp for nogle af de største sangskrivere i verden, blandt andet danske Cutfather. Han og nogle af de andre professionelle writers vil besøge Music Maker Co-write og give inspiration til deltagerne.
Bag Music Maker Co-write står Musikmetropolen. Musikmetropolen er en del af kulturaftalen Kulturmetropolen, der er indgået af 14 sjællandske kommuner og Kulturministeriet, hvilket gør det til Danmarks største kulturaftale. Campen bliver afviklet af Bandakademiet, der i de sidste tre år har stået bag en succesfuld camp i Roskilde.
Fakta
- Pris: Campen er næsten gratis. Det koster 500 kr. pr. deltager som tilskud til overnatning og forplejning
- Tid: 2. – 5. september i Helsingør.
- Info og ansøgningsskema: bandakademiet.dk – ansøgning sendes til bandakademiet@roskilde.dk senest 1. juni
- Instruktørerne er: Chief1 (DK), Thomas Stengaard (DK), Maria Marcus (SE), Michelle Leonard (UK/DE) og Tania Doko (AUS/SE).
- Campen er finansieret af Helsingør Kommune og Musikmetropolen via Kulturaftalen.
- 4Sound er samarbejdspartner og sponsor.
Kommentarer