Sidste udkald til Mini-Bogmesse i Haslev
Foreløbig er der tilmeldt 18 forfattere til Mini-Bogmessen, der finder sted på Haslev Bibliotek den 2. februar 2019. Imidlertid er der plads til flere, fortæller arrangørerne, som er bibliotekarerne Annette Vestergaard, Anne-Grethe Rosted og Inge Christensen samt krimiforfatteren Hans-Willy Bautz.
Forfatterne får stillet borde og stole til rådighed i Haslev Biblioteks store mødelokale, hvor de får mulighed for nærkontakt med de besøgende, hvilket giver nogle gode samtaler og ofte også et salg af de bøger, forfatterne præsenterer. De, der erhverver bøgerne, beder for det meste om en dedikation til minde om, at man har mødt forfatteren personligt.
Desuden får de forfattere, der ønsker det, mulighed for at holde et miniforedrag om deres forfatterskab og den eller de bøger, de har fået udgivet. Foredragene foregår uden publikumstrafik i rolige omgivelser fra scenen i den lille sal.
Forfattere med bopæl i eller tilknytning til Faxe Kommune eller en af nabokommunerne er meget velkomne til at deltage, uanset hvilken genre man skriver i. De bøger, der præsenteres, behøver ikke nødvendigvis at være nyudgivelser, men kan også være af ældre dato.
Tilmeldingsfristen er den 31. december 2018. Tilmelding sendes til bautz.senior@gmail.com og skal indeholde navn, adresse, alder samt oplysninger om de bøger, man medtager til Mini-Bogmessen, og et nyere portrætfoto i høj opløsning.
Kommentarer