Haslev

Sidste udkald til potentielle stadeholdere

bondens_marked_1

Haslev:  Så er det ved at være sidste frist for at tilmelde sig som stadeholder til Bondens Marked på Gisselfeld Kloster til oktober.

Lørdag den 3. og søndag den 4. oktober afholdes der Bondens Marked på Gisselfeld Kloster. Flere end halvtreds stadeholdere har allerede meldt sig. Men der kan sagtens være flere – især inden for årstidens frugt og grønt. Det er lige nu det hele bugner herhjemme med grønt, frugt og bær, og der skal samles ind til forrådskamrene.

Kunsthåndværkere der fremstiller kunsthåndværk med relation til fødevarerne er også velkomne.

I 2015 har Bondens Marked valgt forsøgsvis at lægge den store madbod ud i flere, mindre enheder. Ens for de nye madboder er, at det skal være bondens råvarer, der skal anvendes. Blandt andre har Rønnede Kro meldt sig som madlaver på markedet, og der er kontakt med flere andre også. Der skulle blive god mulighed for at smage en masse hapsere for et beskedent beløb.

Bondens Marked er siden 2007 blevet afholdt to gange om året på Gisselfeld Kloster. Bondens Marked holder også til på Østerbro to gange om måneden, og her stiller flere producenter også op fra det meste af Sjælland og Øerne. Formålet med markederne er at få skabt en bedre dialog bonde og kunde imellem – samt imellem land og by. Flere småbønder har det svært, for de bliver presset på prisen af udenlandske producenter, så her er mange gode fortællinger at udveksle, om hvorfor man som dansk fødevareproducent gør en forskel.

Arrangørerne bag det store marked arbejder også på at få flere levende dyr med. Hvis man dyr, man ønsker at udstille, hører arrangørerne bag gerne om det.

En standardstadeplads koster 1.000 kroner plus moms, og så sørger arrangører og hjælpere for det hele. Der skal kun medbringes egne varer og et åbent sind. Markedet foregår indenfor i de gamle Ridehal og i staldene.

Man kan læse mere om markedet på www.bondensmarked.dk og kontakte Jette Højholdt Mikkelsen på 2819 8508 for yderligere oplysninger.

bondens_marked_2

Kommentarer