Faxe by

Sig velkommen om bord til erhvervskonsulent Kenneth Gyde Poulsen

Kenneth Gyde Poulsen er netop blevet ansat som erhvervskonsulent i Business Faxe til primært at have fokus på et nyt spændende projekt – Femern Korridor. Foto: Faxe Erhverv.

Kenneth Gyde Poulsen er netop blevet ansat som erhvervskonsulent i Business Faxe til primært at have fokus på et nyt spændende projekt – Femern Korridor.  Et projekt som både Business Faxe, Næstved Erhverv, Business Lolland-Falster, Sorø og Connect Køge er praktisk involveret i.

Projektet er 2-åriget og går blandt andet ud på at udvikle virksomheder, der kan indgå som underleverandører i anlægsarbejdet og at hjælpe virksomhederne med at blive synlige og komme i kontakt med konsortier, underleverandører med videre.

Femern A/S er bygherre på Femern-tunnelen, som udføres af de to hovedentreprenører Femern Belt Contractors (FBC) og Femern Link Contractors (FLC).

For de velforberedte underentreprenører er potentialet for opgaver stort.
Eksempler på opgaver kunne være: underentreprenører til at løse både anlægsopgaver og håndværksopgaver, hotel- og catering, sikkerheds- og rengøringsfirmaer.
Dertil kommer indkøb af varer og serviceydelser fra lokale og regionale virksomheder på begge sider af Femern Bælt.

Projektet er en del af et større projekt – Gennemgribende forandringer på Sjælland og øerne, som Erhvervshus Sjælland for nyligt har sat i søen.
Det glæder os at Erhvervshuset har valgt at samarbejde med det lokale erhvervsliv på denne måde.
Kenneth skal også arbejde med et andet spændende projekt, nemlig et DTU-projekt, der handler om teknologisk opkvalificering i SMV’er, både kompetencemæssigt, procesmæssigt og produktudviklingsmæssigt.

Kenneth Gyde Poulsen er 41 år gammel og bor i Karise Permatopia.
Han har senest arbejdet i Erhvervsstyrelsen med COVID-19 og hjælpepakker til virksomhederne.
Tidligere har Kenneth arbejdet i forskellige kommercielle stillinger i det private erhvervsliv og har også selv etableret og drevet virksomhed.

Faxe Erhverv er utrolig glade for at have lykkedes med at få tiltrukket en kompetent medarbejder fra lokalområdet og vi glæder os til at kunne gøre endnu mere for det lokale erhvervsliv.

Kommentarer