Dalby

Sikrere skolevej indviet i dag i Dalby

Dalby: I dag, fredag d. 7. oktober kl. 8.30, klippede René Tuekær det røde bånd og åbnede dermed officielt de nye cykelstier og fortovene på Heeringvej og Bavnestræde i Dalby.

Den officielle åbning af cykelstierne og fortovene langs Bavnestræde og Heeringvej i Dalby blev foretaget af René Tuekær, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i morges kl. 8.30, ved Dalbyhallen på Bavnestræde.

Faxe kommunes anlægsingeniør Vendel Larsen, der har været projektleder på ombygningen, bød René Tuekær og tilhørerne velkommen, hvorefter René Turkær fortalte lidt om projektet, før det røde bånd blev klippet.

Til stede ved indvielsen var desuden Claus Just Madsen, vejingeniør i Faxe Kommune, Johnny Andersen fra Rambøll, skoleleder Bjarne Christensen fra Bavneskolen, elevrådsmedlemmer fra sjette og til niende klasse, nogle af lærerne samt enkelte af beboerne.

Især Bavnestræde er totalt forandret, fra en lille snoet vej med dårlige oversigtsforhold, til en sikker skolevej af høj kvalitet. Dog mangler der det sidste slidlag på cykelstierne, det kommer på næste sommer. Beboerne langs vejen er glade for den nye belysning langs vejene, der er meget behagelig idet lygternes udformning sikrer at lyset falder ned på vejen og ikke blænder.

Ombygningen har taget 5 måneder længere end beregnet. Dels på grund af to vintre med meget sne og så den våde sommer. Men også på grund af el- og TV kabler samt vand- og gasledninger der lå i vejen. Det var et omfattende arbejde at flytte disse og samtidigt sørge for at beboerne havde forsyningssikkerheden undervejs.

– Ombygningen og udvidelse af de to veje, blev besværligere end vi havde regnet med. Nogle af borgerne ville ikke aflevere jord til projektet, så der var overvejelser omkring at droppe cykelstien på den ene side, men det gik heldigvis i orden, udtaler René Tuekær, der takkede beboerne langs vejene, for deres store forståelse under den langvarige ombygning med besværlige adgangsforhold til følge. Rambøll og Jens H. Hansen, Lundby der har stået for projektet fik også en tak.

-Ramperne for enden af cykelstierne mangler stadig her til morgen, men de bliver lavet i løbet af i dag udtaler Johnny Andersen fra Rambøll.

 

 

 

Kommentarer