Simon Rosenbaum gæster Vemmetofte 10. maj

simon_rosenbaum

Faxe: Simon Rosenbaum fortæller om sin flugt fra Faxe Ladeplads oktober ´43 i Fruerstuen på Vemmetofte Kloster.

Søndag 10. maj klokken 15 optræder den 89-årige cabaretkunstner i Fruerstuen på Vemmetofte Kloster.

Generationer af danskere har moret sig over entertaineren, revydirektøren og skuespilleren Simon Rosenbaum. Men Simon Rosenbaum har også en langt alvorligere side i sit liv. Han er jøde, og som 17-årig, måtte han sammen med 7742 andre danske jøder, ægtefæller til jøder, kommunister og modstandsfolk flygte til Sverige. Som den yngste i en stor børneflok skete flugten sammen med hans forældre. De tre skjulte sig, fra jagten gik ind den 1. oktober 1943, først i en uges tid i en villa i hovedstadsområdet, inden de gemt i en ambulance blev kørt til Faxe Ladeplads, der var en af de mange havne, hvorfra flygtningene blev sejlet over til Sverige.

I alt blev 283 personer udskibet fra havnen i Faxe Ladeplads i især de første dage af oktober ´43.  Simon Rosenbaum husker, at han gemte sig i en bevoksning i “Direktørens have”, den nuværende Lunden, og ambulancerne holdt tæt i nærheden, indtil han og de andre flygtninge i ly af mørket blev roet ud til den store stenfiskerbåd, der førte ham og mange andre over Sundet til Sverige natten mellem 9. og 10. oktober. Han husker også tydeligt, at skipperen hed Sikker-Hansen og var bror til den berømte tegner, men hvad skibet hed, eller hvem der ejede det, fik han aldrig at vide.

En lignende stenfiskerbåd sejlede åbenbart samtidig fra Faxe Ladeplads, og tilsammen havde de 500 flygtninge gemt i lasten, siger Simon Rosenbaum, der efter at være landet i Klagshamn med sine forældre slog sig ned i Malmø, hvor hans far optog sin profession som skrædder. Simon, der i København netop var kommet i lære på et kontor, havde forskellige småjobs, i de godt halvandet år i Sverige.

Det var her, han for alvor stiftede bekendtskab med musikken og med showbiz, der i nu mere end 60 år har været hans liv – og han fortsætter på samme høje niveau. Så sent som i efteråret blev han, i konkurrence med blandt andre Rasmus Bjerg, Jacob Morild og Linda P., kåret som årets stand up-kunstner for sin forestilling “Hold kæft, lever du endnu?”.

I disse dage øver han i det jyske på sin rolle som fortælleren i en stor musical, der for mere end 70 år siden blev spillet af børn i koncentrationslejren Theresienstadt – hvor medlemmer af Rosenbaums familie i øvrigt også blev sendt hen. Forestillingen opføres netop i befrielsesdagene 4. og 5. maj, og derefter vender den 89-årige entertainer tilbage til Sjælland og er klar til at fortælle om en ellers ukendt del af sit liv.

Det sker søndag den 10. maj klokken 15 i Vemmetofte Klosters Fruerstuen med det fine flygel, som Simon Rosenbaum selvfølgelig også spiller på. Og smilet og humoren lader han ikke blive hjemme trods det alvorlige emne. Der er så mange absurditeter i den historie, så den bliver serveret med galgenhumor, siger han.

Foredraget er arrangeret af Haslev Turistforening.

Billetterne, der koster 100 kroner sælges kun i Haslev Boghandel i Vestergade, og der skal afregnes i rede penge.

Man kan også bestille billetter på haslev@bogpost.dk og betale over nettet.

Kommentarer