Haslev

Sjælland mangler kvalificeret arbejdskraft

arbejdstilsyn

Faxe Kommune: Virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft, mens flere kommer på kontanthjælp.

Virksomhederne i Region Sjælland mærker opsvinget , men de søger forgæves efter kvalificeret arbejdskraft. Samtidigt betyder det dårlige uddannelsesniveau i regionen at antallet af kontanthjælpsmodtagere stiger. Efterhånden er tusindvis af mennesker i regionen henvist til kontanthjælp, mens der er ledige jobs.

– På den ene side mangler vi kvalificeret arbejdskraft, og på den anden side har vi en alt for stor gruppe af folk, der enten ikke har uddannelse, eller er flygtninge eller indvandrere, og derfor har sprogproblemer, siger Faxes borgmester Knud Erik Hansen, der også er næstformand for kommunerne i Region Sjælland, til dr.dk.

– Vores udfordring er, at vi desværre ikke har nok private arbejdspladser. Og det er ikke kun i Vordingborg. Det er mønstret over hele Sjælland, siger borgmester Knud Larsen fra Vordingborg Kommune til dr.dk.

Han oplyser at Vordingborg Kommune nu har 900 personer på kontanthjælp, som hverken er parate til at gå i gang med en uddannelse eller et arbejde.

Jobcentrene i Region Sjælland vil nu i samarbejde forsøge at danne et overblik over private arbejdsgivere, der kan give kontanthjælpsmodtagerne den fornødne træning.

Kommentarer