Sjællandske får 9,7 millioner i statsstøtte
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/10/sjaellandske.jpg)
Faxe Kommune: Sjællandske Medier’s tre aviser får tilsammen 9,7 millioner kroner i statsstøtte i 2013
Statens Dagbladspulje, der er på 347 millioner kroner i 2013 er netop blevet fordelt. De fem medlemmer af fordelingsudvalget har givet tilsagn om tilskud til i alt 33 danske aviser.
Sjællandske Medier i Næstved har fået tildelt 9.763.096,96 kroner i såkaldt foreløbigt tilskud. I 2012 fik Sjællandske Medier 10.174.506,56 kroner, men Sjællandske Mediers tre dagbladstitler: Dagbladet, Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske taber fortsat læsere og derfor er støtten faldet.
Sjællandskes oplag i området Næstved, Vordingborg og Faxe var 8.894 eksemplarer per 1. juli 2012, hvilket svarer til et fald på knap 4 procent. Oplagstallet ved udgangen af året er ikke opgjort endnu.
Om Dagbladspuljen:
Pengene fra dagbladspuljen udbetales som distributionsstøtte til kommercielle dagblade, der udkommer mindst fem hverdage om ugen, har mindst 50 procent redaktionelt stof samt henvender sig til en bred kreds af læsere.
Kommentarer