SJÆLLANDSKE har mistet 8.333 læsere på et år

SJÆLLANDSKE´s læsertal falder hurtigt. Avisen har i perioden april til juni i år mistet 8.333 læsere i forhold til samme periode sidste år.
SJÆLLANDSKE havde i perioden april til juni i år 51.667 daglige læsere, mens den i samme periode i 2010 havde 60.000, fremgår det af tal fra Dansk Oplagskontrol, som MediaWatch bringer. Et tab på over 22 læsere om dagen det seneste år.
Efter underskud i både 2008 og 2009 kom Sjællandske Medier A/S i 2010 ud med et overskud på 10,1 mio. kr. efter skat – mod et underskud på fem mio. kr. efter skat i 2009.
SJÆLLANDSKE MEDIER´s omsætning faldt i 2010 til 386 mio. kr. mod 408 mio. kr. i 2009, og lige som de fleste andre mediekoncerner er det ikke omsætningsvækst, der har trukket resultatet i plus i Sjællandske Medier, men derimod sammenlægning af redaktioner og reduktioner i medarbejderstaben.
10 medarbejdere er blevet afskediget siden SJÆLLANDSKE fusionerede med Dagbladet i Ringsted i starten af 2008, skriver MediaWatch.
– Det nye Sjællandske Mediers to første år – 2008 og 2009 – var krævende. Begge år førte til underskud. Derfor er det meget opmuntrende, at fusionens tredje år viser en sammenhængende økonomi, siger adm. direktør Torben Dalby Larsen, Sjællandske Medier til MediaWatch.
Kommentarer