Olstrup

Skal køkkenhave i Olstrup vinde mesterskab?

Se billedserie

Et ungt par i Olstrup deltager i ’Gør-det-selv Mesterskaberne’ 2018 hos Silvan, med deres imponerende køkkenhave, som tiltrækker sig international opmærksomhed.

For få år siden solgte Janus Berg og hans mand Kåre deres lejlighed på Nørrebro, og flyttede til landsbyen Olstrup mellem Dalby og Haslev. De ville udleve deres drøm om, at være selvforsynende fra deres egen økologiske have.

Kreativitet i køkkenhaven

Det kreative homopar etablerede en køkkenhave med højbede efter en plan, der blev lagt efter matematiske principper. Dernæst fyldte de med håndkraft 28 tons nøje udvalgt jord i de store højbede.

 

Regnbue-æg

Også med hensyn til deres hønsehold, har det unge homo-par valgt en utraditionel tilgang.  De har købt en masse sjove racer, fordi forskellige racer lægger forskellige farver æg, så de får få de smukkeste regnbue-æg hver dag.

Første år som selvforsynende

Janus og Kåre kan nu med stor succes se tilbage på deres første år som selvforsynende. De kan stadig høste ting i haven her midt i marts og de har alverdens rodfrugter i kælderen. Og det er ikke kun æggene der er regnbue-farvede. For eksempel har de både røde, gule, orange og hvide rødbeder.

– Vi byggede disse højbede sidste år for at få muligheden for at blive selvforsynende. Men vi syntes at det godt kunne være lidt mere kreativt en blot en almindelig køkkenhave, da dette også er vores forhave. Derfor måtte den godt have lidt waow effekt! udtaler Janus Berg til Silvan.dk og han fortsætter:

– Vi elsker altid når man løfter sit projekt op til det næste niveau og vi går ind for at gøre dette i næsten alle de projekter vi kaster os i gang med. Og noget af det vi elsker mest er også at inspirere andre til at prøve nye ting og lege former og farver.

– Og for en ikke matematikker som mig, var dette rent faktisk noget af en udregning at få til at gå op! Også fordi at vi skulle have en rund sol ind i en firkant på et begrænset område og stadig have et midte. Og samtidig skulle alle gange være ens i brede hele vejen.

Samtidigt var området ikke helt plant, så at få det til at være i nogenlunde samme højde over det hele var langt sværere en hvad det så ud. Men alt i alt et megafedt og sjovt projekt som kickstartede vores selvforsynende liv. Og mange flere projekter på vej!

Stor amerikansk opmærksomhed

Det unge par har selvfølgelig lagt billeder af deres haveprojekt på facebook. Og de blev i efteråret fundet af en amerikansk side, der lavede et opslag om den eventyrlige have. Det opslag blev delt over 5.000 gange, det fik over 1.000 kommentarer og over 10.000 likes.

De har derfor oprettet en særlig facebook-side til haven: Bergs Fairytale Garden hvor de deler ud af deres erfaringer med havebrug. Og man kan selvfølgelig også finde både haven og hønsene på Instagram.

Stem på den eventyrlige have

Den positive respons på haven har fået Janus og Kåre til at tilmelde sig ’Gør-det-selv Mesterskaberne’ hos Silvan. De satte sig hurtigt på førstepladsen, men er nu blevet overhalet af to andre projekter.

Hvis du vil stemme på Janus og Kåres eventyrlige køkkenhave med regnbue-grønsager og regnbue-høns, så kan du gøre det på www.silvan.dk.

Kommentarer