Rønnede

Skal motorvejen gå til Ulse og ikke Rønnede?

Rønnede: På borgermødet torsdag den 17. januar i Toksværd-hallen vil forslag om en ny skrå linieføring blive præsenteret

Vejdirektoratet har vurderet at det vil være problematisk at udbygge den eksisterende vej, Rute 54 til motorvej på grund af de to bysamfund, Toksværd og Holme Olstrup.

Men nu har Svend Aage Hansen fra Karise, og Knud Aundal fra Sørup dannet en motorvejsgruppe, der foreslår at linieføringen for den nye motorvej bliver på skrå Næstved – Høsten Torp eller en lidt sydligere rute Næstved – Ulse, der ikke vil give støjgener i Haslev by. Begge ruter går nord om de store skove ved Gisselfeld og har tilslutning til Sydmotorvejen.

Motorvejsgruppen har for nylig afholdt et velbesøgt debatmøde i Toksværd, med 20 deltagere

– De repræsenterede hele den berørte linjeføring. Der var sågar deltagelse fra København og Østsjælland. Denne brede tilslutning giver anledning til at trække nye forhold og anskuelser ind i debatten, så det ikke kommer til at handle om hinandens “baghaver”, siger Knud Aundal efter mødet til Sjællandske

Mange borgere i den vestlige del af Faxe Kommune vil med de nye linieføringer få væsentligt kortere transporttid til både Næstved og København. Desuden vil tung trafik fra især Haribo, Royal Unibrew og Faxe Kalk have stor gavn af nordgående motorvejsramper ved afkørsel 36 ved Ulse.

Læs også: Motorvejsramperne ved Ny Ulsevej

– Dette falder i god tråd med den linjeføring mod Haslev, som vi har gjort os til talsmænd for. Der er således i Sydsjælland nu både fra øst- og vestsiden af Sydmotorvejen ønsker om skrå linjeføringer af tilslutningsvejene, da disse er mest optimale, når det gælder tidsforbrug, behov, investeringer, rentabilitet, miljøbelastning og infrastruktur, siger Knud Audal.

Næstved Kommune har indkaldt til borgermøde torsdag den 17. januar klokken 19 til 21 i Toksværd-hallen. Her kan man høre nærmere om projektet og deltage i en åben debat med både motorvejsgruppen, politikere og Vejdirektoratet.

Se mere om projektet på Vejdirektoratets hjemmeside

Download rapporten med Vejdirektoratets forundersøgelse

Kommentarer