Haslev

Skattejagt på Internettet for seniorer

Faxe Kommune: På Seniorsurf-dagen fredag d. 7. oktober, vil ældre, der aldrig før har prøvet internettet, få chancen for at gøre det på en sjov og tryg måde, i selskab med en ven eller bekendt.

Seniorsurf-dagen er et landsdækkende tiltag for at give ældre lyst til at bruge internettet, til at holde kontakt til familie, der måske er i udlandet, dyrke sin særlige hobby eller planlægge en ferietur.

Venner og familiemedlemmer til ældre, der ikke bruger internettet, opfordres til at vise internettets muligheder ved at hjælpe den ældre med at deltage i den digitale skattejagt, som er udviklet specielt til Seniorsurf-dagen.

Man kan tage en ven eller bekendt med hen på et af kommunens biblioteker for at prøve skattejagten på en computer. Eller man kan vise sin ven eller bekendt den digitale skattejagt derhjemme, hvis man selv har adgang til internettet.

DR Undervisning har udviklet den digitale skattejagt, der er lavet sådan, at det er let for én, der selv er almindelig bruger af internettet, at hjælpe en nybegynder igennem.

Det er Ældre Sagen, Ældremobiliseringen, Bibliotekerne og Videnskabsministeriet der står bag den landsdækkende Seniorsurf-dag. Erfaringerne fra Ældre Sagens og Ældremobiliseringens datastuer og andre undervisningstilbud rundt omkring i landet viser, at når først man som ældre får blod på tanden, så får man hurtigt mod på mere.

Bibliotekspersonalet er til rådighed dagen igennem til en snak om mulighederne med computer og internet. Man skal ikke tilmelde sig.

  • • Haslev Bibliotek kl. 10-16
  • • Faxe Bibliotek kl. 10-16
  • • Dalby Bibliotek kl. 13-17

 

Kommentarer