Haslev

Skelsættende samarbejde skal lokke flere tyske turister til Sjælland

Skøn natur, dejlige badestrande, store gastronomiske oplevelser og kun en kort køretur til København. Det er hovedbudskaberne i en storstilet reklamekampagne, der netop er skudt i gang i en lang række tyske medier og online-kanaler. Kampagnen er resultatet af et skelsættende nyt samarbejde mellem aktører, der normalt konkurrerer om turisternes opmærksomhed.

 

Guten Tag und herzlich Willkommen! Tyskernes interesse for at holde ferie i Danmark har nået nye højder.

En dugfrisk analyse af tyskernes ferieønsker* viser, at hele 21.2 % gerne vil holde ferie i Danmark inden for de næste tre år. Omregnet svarer det til over 13 millioner tyskere, og det er det højeste niveau siden 2004.

Men i stedet for, at tyskerne gør som de plejer, og plotter Blåvand eller Bornholm ind på GPS’en i BMW’en, skal de have øjnene op for Sjællands mange feriekvaliteter.

Derfor har en lang række af de største turisme-aktører på Sjælland for første gang dannet fælles front og skabt en reklamekampagne målrettet det tyske marked.

Fordelen ved, at vi går sammen, er klar: Ved at pulje vores midler, får vi et meget større budget, og kan derfor tale med en markant stemme i de tyske medier,” siger Mike Olesen, marketingchef i VisitSydsjælland-Møn A/S.

– I stedet for, at vi hver især laver vores egne små kampagner, laver vi altså én stor kampagne. Vi gør kagen større til glæde for os alle, siger han.

– Når vi går sammen, har vi mulighed for at vise hele paletten af oplevelser, der venter på Sjælland. Lige fra Møns Klint til Geopark Odsherred, Kronborg Slot og Vikingeborgen Trelleborg til storbyoplevelser i København, siger Mike Olesen.

Bag kampagnen står alle de store destinationsselskaber på Sjælland, og derudover er bl.a. Wonderful Copenhagen, Dansk Kyst- og Naturturisme, Region Sjælland og Scandlines med i det nye samarbejde, der har fokus på at tiltrække tyske turister på kortere ture i lavsæsonerne.  

– Vores nye fælleskampagne har fokus på skuldersæsonerne, hvor vi gerne vil tiltrække tyske turister udenfor højsæsonen til for eksempel weekend-getaways og helligdagsferier, forklarer Jens Müller, direktør i VisitVestsjælland A/S, og fortsætter:

– VisitVestsjælland kan ikke råbe højt nok alene, men sammen med de andre partnere råber vi tilpas højt til at skabe opmærksomhed på det tyske marked.

De deltagende partnere Die dänische Riviera (VisitOdsherred & VisitNordsjælland), VisitVestsjælland, De Danske Sydhavskyster (VisitSydsjælland-Møn og Business Lolland/Falster), Wonderful Copenhagen, Scandlines, VisitDenmark, Dansk Kyst & Naturturisme og Region Sjælland har tilsammen skabt et budget på to millioner kroner, der via kampagner online og i en stribe tyske medier skal lokke tyske turister til Sjælland.

Kommentarer