Skinnerne skal udskiftes på Lille Syd-banen
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/03/skinnearbejde.jpg)
Haslev: 68 kilometer jernbanestrækning på Lille Syd-banen mellem Roskilde og Næstved skal forynges
Lille-Syd banen skal have en foryngelseskur så togene kan køre 160 kilometer i timen. I dag er tophastigheden 120.
Derfor starter BaneDanmark nu en gennemgribende sporfornyelse af jernbanen mellem Roskilde-Køge-Næstved. Store dele af de gamle skinner, sveller og skærver fornyes, og det eksisterende spor justeres og sænkes flere steder. Også syv broer på strækningen renoveres.
Læs også: Nye signaler skal testes på Næstved-Køge
Sporarbejdet er opdelt i tre faser, og i disse perioder vil dele af jernbanen være lukket for togtrafik. DSB indsætter busser på strækningen i følgende perioder:
- Næstved – Holme-Olstrup: busser fra d. 23. marts – 31. marts 2013
- Roskilde – Køge: busser fra d.1. april – 5. maj 2013
- Køge – Næstved: busser fra den 3. august – 29. september 2013
Under Roskilde Festivalen vil jernbanen være åben for trafik.
– Det bliver et omfattende arbejde, når 68 kilometer strækningen skal renoveres. Men vi tager det i tre etaper, og vi vil forsøge at informere pendlere og naboer så godt som muligt om, hvad det kommer til at betyde for dem, siger byggeleder på arbejdet, Hugo Emkjær fra Banedanmark.
Foto: Tao Lytzen.
Kommentarer