Skoleelever i Dalby løber for lungesyge børn
Midtskolen, afdeling Bavne er med, når Nordens største velgørenhedsløb for skoleelever afvikles på skoler i hele Norden fredagen før påskeferien.
325 elever er med, når 163.000 skoleelever fra 525 skoler i Danmark, Sverige, Norge og Finland snører løbeskoene i den gode sags tjeneste og deltager i Team Rynkeby Skoleløbet den 7. april – fredagen før påskeferien.
Med deres deltagelse i Team Rynkeby Skoleløbet skal eleverne være med til at samle penge ind til Børnelungefonden, der arbejder for, at flere lungesyge børn og unge kan få et bedre liv med deres sygdom, fortæller afdelingsleder Bjarne Christensen
– Det er vigtigt for os at oplyse eleverne om, at det ikke er alle børn, der er raske. Faktisk sidder der lige nu måske to-tre elever i hver klasse, der lider af en lungesygdom i forskellig grad. Det er blandt andet de børn, vi løber for før påskeferien, siger Bjarne Christensen og fortsætter:
– Ved at deltage i Team Rynkeby Skoleløbet får vi mulighed for at rejse en vigtig problemstilling i undervisningen samtidig med, at vi giver eleverne mulighed for at gøre noget ved denne problemstilling på en aktiv måde.
Eleverne kæmper i fællesskab
Det er tredje gang, at Team Rynkeby Skoleløbet afvikles på skoler i Norden. Sidste år løb 107.000 skoleelever 18,7 millioner kroner ind til børn med kræft.
Afdeling Bavne var sidste år med i løbet for første gang og indsamlede imponerende 128.601 kr.- MEN størrelsen af checken dog langt fra det vigtigste, når skolen deltager i Team Rynkeby Skoleløbet.
Det vigtigste er, at eleverne er fælles om det her. Det er ikke interessant, hvor meget den enkelte elev, klasse eller skole samler ind til formålet. Det vigtige er, at eleverne på tværs af klasser, skoler og lande gør noget, der samlet set er med til at flytte noget.
Eleverne, der deltager i Team Rynkeby Skoleløbet, har mulighed for at samle penge ind til Børnelungefonden ved at indgå mikrosponsorater med familie, venner og lokale erhvervsdrivende, der opfordres til at give et beskedent beløb per omgang eller kilometer, den enkelte elev løber i forbindelse med løbet.
Alle danske bidrag går ubeskåret til Børnelungefonden, der forpligter sig til at bruge mindst 70 procent af de indsamlede midler til forskning i kritiske lungesygdomme blandt børn. De øvrige penge går til aktiviteter for de lungesyge børn og deres familier samt oplysning og information. I Sverige, Norge og Finland samler eleverne ind til børn med kræft.
Man kan se alle tilmeldte skoler på www.team-rynkeby.dk
Kommentarer