Skolernes udearealer får nu et løft
Onsdag går arbejdet i gang med nye udearealer omkring skolerne i Faxe Kommune. Første sted er på Østskolens afdeling Hylleholt i Faxe Ladeplads.
I løbet af det næste halve år får udearealerne ved syv af kommunens otte skoleafdelinger et helt nyt udseende.
Projektet er en del af kommunens ejendomsstrategi. Nogle skoleafdelinger har i den forbindelse fået nyindrettet deres bygningsareal til moderne undervisningsformål og pædagogiske aktiviteter – og med dette projekt, som sættes i gang onsdag i uge 6 klokken 10-11, gælder det også udendørs undervisnings- og aktivitetsrum.
Inspirationen kommer fra Vibeengskolens udearealer, hvor man har udendørs læringsstationer ved skolens egen sø og skov, udendørs arbejdsborde og siddemuligheder til en hel klasse samlet, fortæller borgmester Knud Erik Hansen.
– De nye arealer er en central del af ejendomsstrategien, og der er et stort undervisningsmæssigt og pædagogisk perspektiv i det. Det glæder mig også, at områderne jo bliver tilgængelige for lokalsamfundene, præcis som Vibeengskolens område er det, tilføjer borgmesteren.
Der er også hentet inspiration ved kommunens børnehuse.
I børnehaver er det naturligt, at alle børn er ude samtidig, og at de er i gang med forskellige lege. Dem der bygger i sand generer for eksempel ikke dem ved siden af, der passer regnorme eller dem der spiller bold.
Mange små haverum
Med de nye udearealer bliver der på samme måde oprettet langt flere små ’haverum’, hvor man kan være med sin klasse eller en gruppe kammerater. Der bliver mere frodigt med naturlignende beplantning og arealer, der taler til forskellige alderstrin og aktivitetsniveau.
I de kommende uderum ved skolerne bliver arealerne ligeledes delt mere op i forskellige zoner, der kan bruges i fagundervisningen, men også tilbyder nye legemuligheder og opholdssteder. En frugtlund kan for eksempel både levere frugt til husgerning, levested for insekter til biologi og hyggeligt opholdsmiljø til læsetræning.
En boldbane omkranset af en siddemur kan også bruges til klasseundervisning, hvis man tilføjer en tavle – som derefter også kan bruges som skydeskive. Potentialet er stort.
Mange har bidraget
Ledere, lærere og pædagoger fra de forskellige skoleafdelinger har medvirket til udformningen af de kommende arealer og har derfor sat deres præg på projektets udformning på den enkelte skoleafdeling.
Man kan dog sagtens se en fælles ’streg’ af frodighed, niveauforskelle og rumskabende elementer, der kendetegner projektet overordnet og leder tanken hen på det omgivende landskab i kommunen.
Tanken er, at man på sin vis opretter en miniaturemodel af den omgivende natur, som kan bruges (og slides på) i elevernes dagligdag.
Plante og dyrelivet ved et nyanlagt og befærdet vandhul på skolens areal kommer næppe til at modsvare artsrigdommen ved den tusindårige skovsø med en afsides beliggenhed. Men det kan dog bruges til læring om vandmiljø i supplering med skriftlig lærdom og lejlighedsvise ekskursioner ud i ’den rigtig natur’.
Kommentarer