Skolestrukturens besparelser holder ikke!
Læserbrev: Den nye skolestruktur skulle give en besparelse på 7.5 millioner kroner
Indsendt af Marianne Ørgaard, Karise.Byrådsmedlem for Borgerlisten. Nr. 2 på Borgerlisten, liste Å
Den nye skolestruktur (vedtaget af Socialdemokraterne, SF, Konservative og Venstre) skulle give en besparelse på 7.5 millioner kroner.
Fakta er at jeg nu 1 år og 4 mdr. senere kan konstatere, at besparelsen ikke holder.
Det skyldes bl.a. grænsekrydserne (elever der gør brug af det frie skolevalg over kommunegrænserne). Vi har mistet 11 elever fra andre kommuner, 6 ekstra elever krydser ud af kommunen. Derudover har 67 flere elever valgt fri-/privatskoler.
En ekstra udgift på 1,8 mio.
I Borgerlistens høringssvar medtog vi netop disse øgede udgifter. End ikke Borgerlisten havde kalkuleret med så høje tal. Vi medtog eksempelvis ikke de manglende pladser til elever udefra, som skolestrukturen medfører. Med 28 elever i klasserne, og egne elever der sendes væk fra lokalområderne, er det ikke længere muligt at modtage elever fra andre kommuner. Flugten til fri-/privatskolerne blev ligeledes langt større end i Borgerlistens høringssvar, vi regnede udfra at 58 ekstra elever ville fravælge folkeskolen.
Fri-/privatskolernes andel af elever, skoleåret 12/13, er på landsplan 15,7 %. I Faxe kommune er andelen nu på 18 %. Altså langt over landsgennemsnittet.
Flertallet valgte ved beslutningen samtidig ikke at klasseoptimere de daværende 8. klasser, og i skoleåret 13/14 valgte de at oprette 2 ekstra børnehaveklasser.
En ekstra udgift på 2,5 mio.
Alene de nævnte beløb giver en samlet mindre besparelse på 4.3 mio. Hertil kommer kommunens ekstra udgifter til øget transport, og diverse andre tiltag.
På Østskolen var der før skolestrukturen, et plus på kontoen over grænsekrydsere. I skoleåret 11/12 modtog vi 30 elever udefra og sendte 26 elever over grænserne. I skoleåret 13/14 modtager Østskolen 16 elever og sender 34 ud.
Grænsekrydserne er de dyreste elever med en årlig udgift pr. elev på 68.000. Samme beløb betaler andre kommuner selvfølgelig også, derfor er det ekstra dyrt at miste disse elever samtidig med, at vi selv afgiver endnu flere.
Borgerlisten ønsker at ændre den skolestruktur, der skaber stor usikkerhed og mange gener for børn og forældre i hele kommunen, og da skolestrukturen åbentlyst heller ikke giver den tiltænkte besparelse, må den indelysende konklusion være at ændre den.
Kommentarer