Skovens Dag på Hovby Eng på søndag

Faxe: Frivilliggruppen ved Hovby Eng og kommunens naturvejleder inviterer til Skovens Dag på Hovby Eng på søndag
Søndag den 4. maj klokken 11 inviterer Faxe Kommunes naturvejleder Sara Gelskov og Frivilliggruppen ved Hovby Eng alle interesserede på en guidet tur ved Hovby Eng. Her vil der blive fortalt spændende historier om engen og åens natur, om lokalhistorie og Fakse Kogræsser og Naturpleje-laugs dyr der afgræsser området. Der vil også være lege og aktiviteter for børn på engen. Sidst men ikke mindst vil Hovby Engs elektroniske informationsportal blive reintroduceret.
Gratis netværk på Hovby Eng
Der er installeret et wifi-netværk som alle kan logge sig ind på mens de besøger engen. Netværket giver adgang til en informations- og kommunikationsportal med en hjemmeside om engen. Her kan man læse om både natur- og kulturhistorie, finde ideer til sjove lege i naturen eller selv skrive om observationer og oplevelser man har haft på engen.
Frivillige fortæller historier
Der er startet en frivilliggruppe op ved engen. Gruppen skal være med til at gøre informationsportalen levende, ved at fortælle de gode historier om stedet og passe brevkassen som alle besøgende kan skrive på når de besøger engen. De frivillige i gruppen er alle lokale borgere som har noget på hjerte og gerne vil gøre noget for at flere kan få glæde af området.
En stor succes
Siden stisystemet og hele området blev indviet af tidligere viceborgmester Rene Tuekær i august 2013 er der kommet mange brugere til på engen – naturelskere, løbere, hundeluftere og vandregrupper.
Læs også: Ny natursti langs Faxe Å indvies på fredag
– Udviklingen af stisystem og formidling ved Hovby Eng er et godt og vigtigt projekt, som viser at det nytter at gøre noget for at få folk ud i naturen, ikke mindst i den bynære natur, udtaler naturvejleder Sara Gelskov, som fortsætter:
– Det er simpelthen blevet let at få en naturoplevelse! Og den er der rigtig mange der har lyst til.
Alle er velkomne på Skovens Dag på Hovby Eng. Interesserede møder blot på klokken 11 ved Sundhedscenterets p-plads på Præstøvej 78, 4640 Faxe. Herfra går turen med fortællestop ved helligkilden, langs åen og ned til Hovby Eng hvor den elektroniske informations- og kommunikationsportal er i luften. Det anbefales at medbringe en smartphone eller tablet, så man kan prøve det selv.
På engen, hvor man også kan vælge at støde til arrangementet, er der aktiviteter for børn, og Faxe Kommune er vært ved en lille forfriskning. Det er gratis at deltage i arrangementet der forventes at slutte klokken 14.
Skovens Dag på Hovby Eng afholdes søndag den 4. maj.
Kommentarer